I mandags fik den kun 41-årige musiker et hjerteanfald
Kevin Garcia, bassist i det amerikanske indierockband Grandaddy, døde i mandags af et hjerteanfald, efter læger prøvede at bekæmpe effekterne af anfaldet, selv om de beskrev hændelsen som katastrofal.
Resten af bandet skriver på deres Facebook-side, at de alle havde muligheden for at sige farvel til Kevin Garcia (yderst til højre på billedet), og at han var omringet af de nærmeste venner og sin familie i den sidste stund. De skriver også at: – Han var en engel. Han navigerede i livet med en ynde, generositet og venlighed uden lige. Det smittede. Han er virkelig elsket af så mange mennesker.
Garcia var en af stifterne af Grandaddy. Bandets debutalbum ”Under the Western Freeway” (1997) blev efterfulgt af ”The Sophtware Slump” (2000), ”Sumday” (2003) og ”Just Like the Fambly Cat” (2006). Efter pladen i 2006 gik bandet fra hinanden, men samledes til en serie af reunion-koncerter, og efter yderligere ti år udgav Grandaddy skiven ”Last Place” i marts 2017.
Bandet har en planlagt turné, som begynder den 7. maj i Vancouver, Canada. Hvordan Garcias død påvirker denne tour, har bandet ikke udtalt sig om, men i slutningen af deres Facebook-opslag lyder det, at de vil komme med mere information på et senere tidspunkt, og at de lige nu sørger sammen over Garcias pludselige død.