Nyhed

Jacob Bellens giver kirkekoncerter

Sangeren og sangskriveren afslutter efteråret med to solokoncerter

Jacob Bellens annoncerer, at han til oktober tager forbi to af landets smukke kirker, en i Aarhus og en i København, hvor han vil give solokoncert, akkompagneret af sin guitar og sit flygel.

Her får man altså muligheden for at opleve nogle helt særlige akustiske koncerter, hvor Bellens spiller udvalgte sange fra sin lange musikalske karriere og giver en forsmag på noget af det nye.  

Bellens udtaler: – I øjeblikket er jeg lidt over halvvejs i processen med at færdiggøre mit kommende album og ser derfor frem til at komme lidt ud af studiet og møde jer, der lytter. Albummet, jeg arbejder på er lydmæssigt en videreudvikling af mine forrige udgivelser, og universet er elektronisk, rigt instrumenteret og groovebaseret. Mange af sangene skrevet på en anden måde end før, og netop derfor er det interessant for mig i ny og næ at prøve nogle af dem af uden en produktion, de kan ‘gemme’ sig i.”


Bellens fortæller også, at han glæder sig til at spille de to meget intime akustiske koncerter. og han siger: – Det at spille nedbarberet, kun ved brug af et enkelt instrument som akkompagnement, er noget, jeg altid vender tilbage til. Jeg elsker den minimalisme, der ligger i udtrykket, og det nærvær, musikken kræver, når det lykkes og bliver rigtigt godt. Jeg ser det nærmest som en idrætsdisciplin, som jeg kan blive ved med at udforske, nyde og blive bedre til.

Sanger og sangskriveren har udgivet albums siden 2004, herunder tre albums med duoen Murder, fire albums som forsanger i I Got You On Tape og senest tre soloplader, ”The Daisy Age” (2012), ”My Convictions” (2014) og ”Polyester Skin” (2016). Sidstnvænte fik ikke mindre end fem ud af seks stjerner af GAFFAs anmelder Jan Opstrup Poulsen, som også kaldte udgivelsen ”skåret knivskarpt og formet som en lang glidende bevægelse. Det er klangfuldt, og melodierne er fyldt med dryssende musikalsk drømmestøv.” Læs hele anmeldelsen her

Et nyt album forventes at ankomme fra Jacob Bellens i løbet af 2018.


 

Koncerterne kan opleves her:

Torsdag d. 5. oktober: København, Christians Kirke


Fredag d. 6. oktober: Aarhus, Sct. Pauls Kirke

 

Lyt til en af balladerne, ”Untouchable” fra Bellens' seneste plade lige her:

ANNONCE