Til efteråret kan du få et crush på det danske band
Musikken kommer til at fylde koncertstederne med powerpop og rockriffs, når The Rumour Said Fire til oktober gæster Odense på Posten 5. oktober, Aarhus på Voxhall den 20. oktober og Lille Vega den 21. oktober.
Den københavnske kvartet blev hurtigt eftertragtede med udgivelsen af singlen ”The Balcony” (2009) og forårsagede, at bandet fik meget travlt, måske lidt for travlt. Da de havde udgivet ”Dead Ends” (2012), besluttede de at tage den lidt med ro, fordi de var så unge, og det hele gik meget stærkt.
Forsanger og sangskriver Jesper Lidang fortæller om den tid: – Vi havde bare kørt løs med fuld fart siden 2009. Som sangskriver har jeg en indre uro, og den betyder nok, at jeg også kan være lidt svær at arbejde sammen med. Men det var den energi, vi kørte på, og det skaber selvfølgelig nogle konflikter, som vi havde brug for at løse. Vi trængte til at trække vejret og finde hinanden igen som band.
Pausen var nok god for The Rumour Said Fire, da de nu er på banen med deres tredje album ”Crush”, som udkom den 28. april. Bandet mødtes i Tambourine Studios i Malmö og begyndte at indspille sangene som Jesper havde skrevet. Magien var tilbage.
”Crush” er færdigindspillet i Sauna Studiet i København og er en god blanding af medlemmernes kærlighed til Fleetwood Mac og 80’erne med up-tempo pop/rock. Albummet handler om livet nu og her, og om frygten for at miste jordforbindelsen. Lidang beskriver albummet: – Det nye album samler trådene rigtig godt, for mig personligt og for os som band. Jeg tror i højere grad, at jeg var bevidst om, at jeg skulle prøve at slappe lidt af. Det var vigtigt, at vi fandt sammen igen og lavede en plade til, for jeg følte, at vi havde gang i noget helt særligt. Det betyder noget for os, at folk gider lytte til os. Vi ER jo et popband. Bandets pause fra hinanden har også været med til at definere lyden af det nye album.
The Rumour Said Fire deltog på årets Spot Festival og GAFFAs anmelder Chris Johansen udleverede fire stjerner til bandet som ”virkede taknemmelige for at spille for et livligt publikum, og bedømt ud fra stemningen i salen har både gamle og nye fans allerede et crush på de nye sange.”
Få et crush på The Rumour Said Fire med førstesinglen ”Television Personalities” fra det nyeste album: