GAFFA.dk – Alt om musik
Den amerikanske sanger, sangskriver og guitarist Thurston Moore vil den 5. oktober spille koncert i Jazzhouse i København. Showets omdrejningspunkt vil være den akustiske og folk-orienterede del af det tidligere Sonic Youth-medlems musik.
Da Thurston Moore senest gæstede Jazzhouse i 2016, var det med fokus på den 58-årige legendes ikoniske støjguitar og improviserede instrumentalmusik. I duo med trommeslager Ole Mofjell og i et større projekt med elever fra Rytmisk Musikkonservatorium, hvor han er adjungeret professor, leverede de stor lydkunst for GAFFAs anmelder, der gav koncerten fem stjerner under titlen: "En sonisk baby i konstant fornyelse".
Men til trods for, at Thurston Moore i mange år er blevet associeret med støjrock og Fender-guitarer, har han også udforsket sine akustiske sider, som for eksempel kommer frem i hans afdæmpede tredjeudgivelse ”Demolished Thoughts" fra 2011, der scorede fire stjerer af GAFFAs anmelder.
Netop denne side er, hvad publikum har i vente, når guitaristen til efteråret gæster Jazzhouse med support af saxofonist Sonja LaBianca, der blandt andre er kendt fra Selvhenter og Valby Vokalgruppe, og som for øvrigt debuterede som solist tidligere i år med albummet ”About Room/Room to Be/Rooms”. Koncerten afvikles på Store Scenen til Jazzhouse i København den 5. oktober. Billetsalget begynder den 21. september klokken 10:00.
Varm op til koncerten med et interview af Thurston Moore i hans hjem i New York, hvor han fortæller historier fra sit oplevelsesrige liv og fremfører numrene ”Benedicton” og ”Blood Never Lies” fra albummet ”Demolished Thoughts”.