Nyhed

Manowar invaderer atter Danmark

GAFFA.dk - alt om musik

Med sit spektakulære liveshow marcherer metal-kongerne atter mod København til foråret.

Amerikanske Manowar har siden 1980 været med til at definere true metal-genren med deres tunge, bombastiske lyd samt tekster, hvis fokus kredser om magi og nordisk mytologi. Til næste år skyder metal-pionererne deres Final Battle Tour i gang og bringer i denne forbindelse true metal til Valby Hallen mandag den 1. april. 

"Det er alt for længe siden, at vi sidst spillede i København" har bandets bassist, Joey DeMaio, udtalt. "De danske vikinger har været med os siden begyndelsen; selv Odin hørte dem synge under vores sidste udsolgte koncert derovre". 


LÆS OGSÅ: Copenhell-talsmand: – Den bedste festival nogensinde – med en ærgerlig afbrænder

Sidste gang metal-firkløveret drog på togt i Danmark var tilbage i 2016, hvor de udsmykkede SCC i Aarhus som et græsk tempel og scorede fire ud af seks stjerner fra GAFFAs anmelder. 

Da metal-kvartetten ikke har udgivet et nyt studialbum siden The Lord of Steel fra 2012, vil de såkaldte Manowarriors kunne glæde sig til et show spækket med fanfavoritter, som den loyale fanbase selv har stemt på. 


LÆS OGSÅ: Hvilke danske festivaler har det mest loyale publikum?

Gennem tiden har Manowar adskillige gange spillet sig til guld og platin, og de har tilbage i 1984 vundet en Guinness-rekord som det band, der spiller allerhøjest til deres koncerter, hvor den 1. april sikkert ikke bliver en undtagelse. 

Billetsalget starter den 8. august kl. 10.00. 


ANNONCE