Nyhed

Jake Bugg og flere nye navne til Odense-festival

GAFFA.dk - alt om musik

Less is more er virkelig et moderne mantra. Men uagtet kravet om selvfornyelse gør det ikke noget engang imellem at række tilbage efter de gamle dyder. Netop dette kan du opleve på Jam Days 2018 i Odense, en festival, der hylder den akustiske tilgang til musikken igennem kodeordene Jazz, Blues og Folkemusik, hvor ingen andre end Jake Bugg er afsløret som et absolut hovednavn i år.

Siden den selvbetitlede debut i 2013 har den nu 23-årige singer/songwriter rejst verden rundt med nu fire studiealbum i ryggen. Knægten fra Nottingham var kun 18, da debuten udkom, og han gjorde sig bemærket med sin umiskendelige inspiration og fusion af tidligere tiders legender. Det var svært nogensinde at placere, hvornår det var Bob Dylan, Johnny Cash, The Beatles eller Paul Simon, der lod sig skinne igennem. Men en ting var sikkert: manden kunne sin musikhistorie, mestrede et højt niveau af sangskrivning, og hans guitarspil var bestemt heller ikke ringe.

Seneste skud på denne stamme var ”Hearts That Strain” fra sidste år, indspillet i ikoniske Nashville med David Ferguson, der er indehaver af en Grammy-statuette. Albummet gik ind på den britiske top 10 over mest hørte albums i 2017, men i GAFFAs anmelders hånd virkede det en kende udslidt i betrækket. Nu vender han dog tilbage til Danmark, hvor han sidst dukkede op for to år siden i Vega, men denne gang bliver det altså i et ganske andet set-up, uden band og kun udstyret med sin guitar, ganske som dengang Nashville, Greenwich og Liverpool virkelig skinnede igennem som musikalske ledestjerner.


Ud over Jake Bugg lader resten af programmet sig også bemærke af det akustiske islæt. Som nyt navn på den amerikanske musikhimmel er den Memphis-baserede kvintet Southern Avenue inkluderet i årets program som et nyt forsøg på at lade blues og soul smelte sammen i et udtryk. I en helt anden retning finder vi det musikalske ensemble Bokanté, der i en blanding af vestafrikanske rytmer, Louisiana-blues og traditionel Creole-vokal ligger vejen forbi festivalen. Sidst, men ikke mindst skal nævnes norske Ella Andrea Wang, som ud over at være medstifter af populære Pixel har udgivet sit eget projekt kaldet ”Blank Out” fra 2017, hvor poppen og jazzen danser tæt vals over nordmandens blide vokal.

Jam Days foregår i Odense fra den 1. til den 4. august.   

Varm op med Buggs allerførste single "Lightning Bolt" fra 2013 lige her:

ANNONCE