Nyhed

Muse lover kæmpekoncerter og eksperimenterende album – snart

GAFFA.dk - Alt om musik

Frontmand Matt Bellamy fra Muse har udtalt sig til NME omkring gruppens fremtidige planer i studiet og på turné, og der er store ting i vente, når det engelske rockband vender tilbage med nyt materiale.

“Vi har tænkt os at lave den største turné og simpelthen bare blæse folk omkuld med ting, de aldrig har set før,” udtaler Bellamy. Det bliver altså innovativt teknologisk, når Muse vender tilbage til turnélivet, og der kan forventes ekspansive shows i den helt store boldgade. Hvornår bandet tager på turné, er dog endnu uvist. 

Muse har lige udgivet deres nyeste single “Thought Contagion”, og Bellamy udtaler også til NME, at bandet har arbejdet på en masse nyt materiale. “Vi kommer i år til at udgive flere nye sange, der arbejder hen imod et album, som kommer ud på et tidspunkt snart.”

LÆS OGSÅ: GAFFA-Prisen: Og de nominerede er... 

Under et interview med Apple Musics radiostation Beats 1 kunne trommeslager Dominic Howard fortælle videre om lydbilledet på det kommende album, der bliver opfølgeren til 2015-albummet Drones: “Indtil videre er det meget blandet. Det er meget anderledes sammenlignet med det forrige album, det er sikkert.” Ifølge Howard er bandet gået væk fra Drones' rock-guitar og riff og har i stedet bevæget sig ud i et mere eksperimenterende lydbillede.

Du kan se videoen til den seneste single herunder – den byder på den 80’er-inspiration, der efter sigende også skulle være at høre på det kommende album. 

ANNONCE