GAFFA.dk – Alt om musik
Årets GrimFest er klar med endnu flere navne til årets line-up.
GrimFest kan i år fejre 15 års jubilæum og løber af stablen den 3.-4. august 2018.
Billetsalget er i fuld gang, og GrimFest kan i dag præsentere endnu tre navne på GrimFest 2018. Selvom Veto har en del års erfaring, mens Kops og K-Phax er på vej frem på musikscenen, så reprænsenterer de tre navne sig godt inden for hvert deres felt, henholdsvis elektrorock, pop og rap.
Veto
Fem år efter sin første optræden på GrimFest vender Veto tilbage. Bandet har efter flere års stilhed udgivet deres fjerde album, 16 Colors, tidligere i år. Her beviser de, at elektrorocken langtfra er død. Selvom deres lyd er blevet mere organisk med årerne, er Troels Abrahamsens genkendelige vokal et fast holdepunkt i deres udtryk.
LÆS OGSÅ: Tre nye navne til GrimFest
Artiklen fortsætter under videoen.
Se musikvideoen til "Four to the Floor" af Veto fra 2012 her:
Kops
Bag navnet Kops befinder sig Oskar Kops Kronback. Kops dyrker popmusikken med både synth-elementer og catchy omkvæd og skaber engelsksprogede sange med lethed. Med sin vokal, kækhed og energiniveau skaber Kops koncerter, der sætter gang i dansefesten.
K-Phax
K-Phax har allerede skabt sig et navn, hvor den 19-årige rapper senest optrådte for et propfuldt Atlas til årets Spot Festival. Bag navnet K-Phax befinder sig sønderjyden Keith Birongo. Han omfavner trap-rap, som vi kender fra den anden side af Atlanten, og mikser amerikansk mumblerap med punk-elementer. Tilbage i 2016 vandt han DR’s KarriereKanonen, og siden er hans popularitet steget.
GrimFest 2018 lukker for billetsalget 1. juli 2018 kl. 12.00 – Husk at købe billet, før det er for sent.