GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste
The Tallest Man on Earth har med sin femte og seneste single “Then I Will Sing No More” fuldbyrdet sin ep og singleserie When The Bird Sees The Solid Ground. Denne er netop udkommet i dag.
Kristian Mattson, bedst kendt som The Tallest Man on Earth, kan med sin netop udgivne single sætte sidste punktum på sin femdelte singleserie, der startede tilbage i marts måned: When Bird Sees The Solid Ground. Hver en sang fra den samlede ep består af en dugfrisk, original studieoptagelse og vil, i naturlig forlængelse af hans livslange interesse inden for fotografi og film, samtidig inkludere en medfølgende video, instrueret af selv samme kunstner. Videoen til ”Then I Will Sing No More” og udgivelsens samlede trackliste kan begge findes under artiklen.
Den seneste single kredser på smuk og poetisk vis om temaet kærestesorger tilsat klassisk Tallest Man-guitarfingerspil og hans sprøde, sorgrige vokal. I sangen beskriver The Tallest Man, hvordan han ønsker at slippe sin indre fugl fri – og dermed ikke begrave sig selv i minderne. Omkvædet lyder: ”Arms are hungry but they donʼt know/ if you will come by here again/ and the summer just whisper on/ these sad songs must come to an end/ itʼs my bird, I will let go/ yes I know/ And then I wonʼt sing no more”.
LÆS OGSÅ: The Tallest Man on Earth spiller nyt album i Danmark
Hele projektet omkring singleserien udspringer fra idéen om at udgive musik, som den bliver skabt. Visionen er på den måde at komme uden om albummets traditionelle cyklus, hvor man typisk kan vente op til flere år på selve den færdige udgivelse. Dog forventede singer/songwriteren ikke, at hele serien skulle udgøre et større narrativ med direkte indblik i personlige hjertesorger og forsøg på heling. Hver sang og video fra serien vil i original rækkefølge udgøre et kighul ind i en kronologisk gennemgang af kunstnerens fortid gennem det seneste halve år.
Amerikanske NPR skriver: "Det er som at få en videobesked fra en ven, som gerne vil have, at du ser hans liv folde sig ud i realtid, jo mere medtaget, jo bedre. Det hele er selvfølgelig, på grund af Mattsons forkærlighed for det uperfekte, endt med raffineret og uangribelig skønhed”.
Selv udtaler Mattson om afslutningen af serieprojektet: ”Det var så frigørende for mig at afslutte dette projekt. Jeg har indset, at jeg har dvælet ved det her og ikke kunnet se, hvor heldig jeg er, og hvor dejligt mit liv egentlig er. Da jeg afleverede “Then I Will Sing No More” og afsluttede When The Bird Sees The Solid Ground, der blev jeg opløftet, og det er en optur for mig, som får mig til at føle mig bedre til mode end i umindelige tider”.
Den 4. oktober spiller The Tallest Man on Earth en solokoncert på Bremen i København.
Trackliste:
- An Ocean
- Somewhere in the Mountains, Somewhere in New York
- Forever Is A Very Long Time
- Down In My Heart
- Then I Will Sing No More