Nyhed

Ozzy Osbourne udskyder alle koncerter til 2020

GAFFA – alt om musik

"Jeg vil komme tilbage!"

Det er imponerende, at Ozzy Osbourne stadig kan stå på benene efter årtier med en vild livsstil, men i den senere tid er den 70-årige legende begyndt at blive ramt af skavanker, og nu er den gal igen. I februar måtte han aflyse koncerter i Australien, New Zealand og Japan og udskyde sin Europaturné grundet lungebetændelse, og nu udskyder han alle koncerter i 2019 til 2020. Ozzy er nemlig faldet i sit hjem i Los Angeles, og det fik en gammel skade fra hans ATV-ulykke i 2003 til at bryde op igen. Ozzy er nu blevet opereret og er under lægeligt tilsyn.

På sin hjemmeside skriver Ozzy Osbourne:


"Jeg fatter ikke, at jeg er nødt til at udskyde flere koncerter. Ord kan ikke udtrykke, hvor frustreret, vred og deprimeret jeg er over ikke at kunne turnere lige nu. Jeg er taknemmelig for den kærlighed og støtte, jeg får fra min familie, mit band, venner og fans; det er virkelig det, der får mig til at køre videre. Men I skal vide, at jeg får det bedre dag for dag ... jeg vil komme mig fuldstændigt ... jeg vil afslutte min turné ... jeg vil komme tilbage!"

LÆS OGSÅ: Da Ozzy Osbourne døde to gange

Ozzy Osbourne er i gang med sin anden afskedsturné, No More Tours 2. Han drog oprindeligt på afskedsturné helt tilbage i 1992, da han fejlagtigt var blevet diagnosticeret med sklerose (det lider hans søn Jack til gengæld af). I 2016-2017 tog han på en anden afskedsturné, denne gang med sit band Black Sabbath. Ozzy Osbourne har dog udtalt, at han, når hans afskedsturné er slut, ikke vil afvise at spille enkeltstående koncerter.


Ozzy Osbourne havde ikke annonceret flere koncerter i Danmark. Han gav sin indtil videre sidste koncert herhjemme på Copenhell 2018.

LÆS OGSÅ: Prinsen af mørket cementerede sin legende

 


ANNONCE