GAFFA – alt om musik
Når kalenderen nærmer sig februar er det tid til at fejre Robert "Nesta" Marley, der den 6. februar vil være fyldt 74 år, hvis ikke en længerevarende kamp mod kræften kostede ham livet tilbage i 1981 i en alder af kun 36 år.
Jamaica har for længst omdøbt februar måned til "Reggae Month" og hylder således både reggaekongen og hans kronprins Dennis Brown, der døde i 1999, men som er født den 1. februar.
Marleys betydning som ambassadør for de pulserende reggaerytmer er uden sidestykke, idet han i dag – 38 år efter sin alt for tidlige død – er kendt i selv de fjerneste egne af kloden for sine budskaber om fred og kærlighed. Derfor var det næppe tilfældigt, at den jamaicanske delegation under den nylige udnævnelse af reggae som musikform på UNESCOs kulturarvsliste valgte at bryde ud i sang til tonerne af Marleys "One Love". Så på den måde lever Marley stadig gennem musikken.
Sædvanen tro er derfor også i år inviteret til reggae-fødselsdagsfest for at fejre reggaekongen, og denne gang foregår det ved to store arrangementer i henholdsvis Loppen, København og Voxhall, Aarhus.
København
I København er det Sky Juice Promotions, der i mere end to årtier har leveret levende reggae til Danmark, og hvor den årlige Bob Marley fødselsdagsfejring er blevet en fast tradition. Spillestedet Loppen på Christiania danner rammen om arrangementet, der under sloganet "Got to Have Kaya" afvikles fredag den 8. februar, og hvor der såvel er internationale som lokale artister på programmet.
Fra England er der genhør med den karismatiske DJ Macka B & The Roots Ragga Band, der sidste år gæstede Danmark til Aarhus Reggae Festival. Macka B er kendt for sin altid oplagte sceneoptræden og mangeårige karriere indenfor reggaemusikken, heriblandt for det uforglemmelige samarbejde med Mad Professor.
Forinden vil den herboende jamaicaner Jah Turban gøre sit til at varme reggaepublikummet op med sin energiske singjay stil, ligesom den svenske sangerinde Etzia, der lige nu er aktuel med singlen "Let My Spirit Fly", nok skal gøre sit for at holde vinterkulden fra døren. Der er lagt op til en spændende reggaeaften, hvor også populære Kaka har lovet at lægge vejen forbi. Programmet byder endvidere på Reggae For Kids, der spiller "Marley i børnehøjde", digtoplæsning og hyldest til Haile Selassie ved poeten Blakk Gold, Bob Marley-workshop og reggaeseminar. Sky Juice Sound vil spille Marley-klassikere aftenen igennem og holde reggaegryden i kog til ud på de små timer.
Aarhus
Her er det atter Jamlink International, der står bag reggaefødselsdagsfesten – denne gang under titlen "Aarhus Celebrates Bob Marley". Nærmere bestemt sker det lørdag den 23. februar i VoxHall, hvor fødselsdagen fejres på behørig vis med masser af underholdning i reggaekulturens tegn. Aftenen består af tre hovedprogrammer (preshow, liveshow og after party) og dørene åbnes allerede kl. 20:00, hvor DJ Tiger Moth og Papa Bongo varmer op ved at spille masser af Marley vinyl og reggae dubs på grammofonen, undertegnede tegner et portræt af Rastafari og Bob Marleys liv fra slummen i Trench Town til verdensberømmelsen, ligesom Line Hassall fra Aarhus Poetry Club fremfører sine digte.
Aarhus har sit helt eget populære Marley-orkester, One Love Marley Band, der hylder Bob Marley gennem egne fortolkninger af kongens reggaeklassikere. Mia Kamla Marie står i spidsen med sin stærke vokal og fortolker sangene med kærlighed til musikken og til de budskaber, som Marleys tekster udtrykker. De garvede og rutinerede musikere med bandleader Don Brock i spidsen går på scenen kl. 21:00, hvorefter det hollandske reggaeband The Dubbeez, der netop har vundet ”The International World Reggae Contest” indtager scenen. Bandet har for nylig udsendt albummet Peace, Love & Dub, der er indspillet i netop Bob Marleys legendariske Tuff Gong-studie i Kingston, Jamaica. I 2018 turnerede The Dubbeez i Europa sammen med Ziggy Marley, så de er i den grad bekendt med Marley.
Der vil aftenen igennem blive serveret ægte Marley Coffee og jamaicansk Red Stripe-øl. Kunstner Annette Vogel udstiller sine reggaeinspirerede kunstværker ligesom lydgear.dk præsenterer det nyeste inden for Marley-audio-gear. Festen fortsætter fra kl. 01:00 med et stort after party på V58 Casa Carola, hvor Dj Riddim Fex og Dj IDA I fra Ruby Sound holder gang i dansegulvet indtil kl. 04:30.
For yderligere information om de to arrangementer:
I København: www.skyjuice.dk
I Aarhus: Facebook.com