Nyhed

Spot Festival klar med 10 nye navne

GAFFA – alt om musik

10 nye bands og solister fra Danmark, Norge, Sverige og Island

Spot Festival har offentliggjort yderligere 10 navne til den 25. udgave af upcoming-festivalen, som finder sted 2.-4. maj i og omkring Musikhuset Aarhus. Nemlig danske Mavourneen, The Love Coffin, Jens Nørhave, M. Rexen, The Oceans og Ravi Kuma, norske Magnus Bechmann og Hanne Mjøen, svenske Linn Koch-Emmery og islandske Indriri.

Læs mere om de ti bands og solister nedenfor.


Magnus Bechmann (NO)

Popsangeren Magnus Bechmann har allerede gjort sig bemærket uden for hjemlandet, og The Guardian udnævnte ham som "New Band of the Week" i 2017. Hans debut-ep, Loners Get Lonely Too, udkom til flotte anmeldelser i 2017, og NME nævnte ham som "One of the Hottest Brand New Acts" efter branchefestivalen by:Larm i Oslo i 2016. Magnus Bechmann er på nuværende tidspunkt ved at indspille sit debutalbum.


Indridi (IS)

Indriði Ingólfsson er en ung, islandsk musiker, der udspringer fra punkscenen i Reykjavik, og hans andet album ding ding udkom i maj 2018. Indriðis sange handler om store emner som død, depression og kærlighed.


Linn Koch-Emmery (SE)

Linn Koch-Emmery er indie-singer-songwriter og blev af musikbrancheveteranen Seymour Stein (der blandt andet udgav de første plader med Ramones, Talking Heads og Madonna) udnævnt som "festivalens bedste artist", da hun optrådte på MUSEXPO i L.A. Debut-ep’en Boys fra 2018 har blandt andet fået positiv omtale fra musiksitet The Line of Best Fit. En ny ep er på vej.


The Love Coffin (DK, billedet)

Post-punkbandet The Love Coffin udgav i 2018 deres debutalbum, Cloudlands, der byder på samspil mellem den melodiske melankoli og dissonante støjudbrud. Kort efter udgivelsen anmeldte GAFFA bandet på Posten i Odense, hvor vi gav dem de maksimale seks stjerner.


LÆS OGSÅ: Katarsis på Posten

Mavourneen (DK)

I foråret 2018 rejste Hans Gustav Moulvad alene til Sonic Youths studie Echo Canyon West i New York for at indspille debutalbummet med sit post-punk-projekt, Mavourneen. Inspirationen kommer blandt andet fra kendte artister som Jesus & Mary Chain med Mavourneen har sin egen lyd.


Hanne Mjøen (NO)

Popsangerinden har allerede skabt et navn for sig selv hjemme i Norge, hvor hendes seneste single, "Sounds Good To Me", kom på playlisten hos NRK P3, ligesom hun var opvarmning på den norske del af landsmanden Astrid S’ seneste tour.


Jens Nørhave (DK)

Jens Nørhave har i de seneste år bevæget sig fra et hiphop-beatmiljø til et mere fintfølende greb om den moderne r&b. Hans debut-ep, Opløst, fra 2018 bearbejder smerten efter et brud, og sangene blev skrevet på en rejse til Kathmandu.


The Oceans (DK)

Duoen bestående af Dan Joe og Linus Valdemar er baseret i København og har eksisteret siden november 2014. I august 2018 udkom EP I, som er første del af en dobbelt-ep, hvor EP II udkommer i starten af 2019. Gruppen er både påvirket af britpop og elektronisk musik, og GAFFAs anmelder var godt tilfreds med debut-ep'en.

LÆS OGSÅ: Vellykket, britpoppet debut-ep tegner lys fremtid


M. Rexen (DK)

M. Rexen er en sand globetrotter. Han er født i De Forenede Arabiske Emirater og bor nu i en yurt (et mongolsk nomadetelt) på Christiania. Den eksperimenterende sanger og sangskriver udgav i starten af oktober 2018 sit debutalbum, An Endless Sea of Honey, der er første del af trilogien The United Kingdom, hvor anden del udkommer til marts 2019.


Ravi Kuma (DK)

Ravi Kuma alias rapper Sharon Kumaraswamy og producer Aske Knudsen er en hårdtslående, elektronisk rapduo præget af industriel bas og nøje udvalgte samples. I 2018 vandt duoen KarriereKanonen, hvor især nummeret "Fuck This Shit I’m Gonna Be A Princess" blev en ørehænger. 


LÆS OGSÅ: Spot Festival klar med de første seks kunstnere

 


ANNONCE