Nyhed

Tidligere Talk Talk-musikere arrangerer hyldestkoncert for afdød sanger

GAFFA – alt om musik

Bliver afholdt i London i november

En række tidligere Talk Talk-musikere er gået sammen om at arrangere en hyldestkoncert til ære for deres afdøde sanger og sangskriver Mark Hollis (til venstre på foto), der gik bort i februar efter kort tids sygdom, 64 år gammel.

Koncerten får titlen A Celebration Of Talk Talk And Mark Hollis og bliver afholdt i Londons Royal Festival Hall 26. november, skriver NME. Billetsalget begynder 2. august.


De medvirkende musikere er keyboardspiller Simon Brenner, percussionist Martin Ditcham, pianist Rupert Black, guitarist Jeep Hook og bassist John McKenzie, der alle har spillet med Talk Talk live og/eller på plade. De får selskab af en række endnu ikke annoncerede gæstevokalister. Orkesterlederen bliver Phil Ramacon, som var med til at skrive sangen "The Colour of Spring" på Mark Hollis' eneste soloalbum fra 1988.

Ingen af de officielle Talk Talk-medlemmer i hovedparten af gruppens levetid, bassist Paul Webb og trommeslager Lee Harris (nummer to og tre fra venstre på billedet), er dog involveret i støttekoncerten, og det samme gælder deres mangeårige uoffcielle medlem, keyboardspiller Tim Friese-Greene, der var medsangskriver og producer på næsten alle deres sange fra 1983 og frem til opløsningen i 1991.

Det bliver første gang, Talk Talk-musikere spiller noget af gruppens musik live siden 1986, hvor de indstillede deres koncertaktiviteter, da Mark Hollis ville bruge mere tid med familien og i øvrigt ikke mente, gruppen kunne reproducere den komplekse lyd fra deres plader live. Det betyder også, at det er første gang, sange fra Talk Talks to sidste og meget eksperimenterende plader, Spirit of Eden og Laughing Stock fra 1988 og 1991, bliver fremført live af musikere fra bandet.


LÆS OGSÅ: Tidligere manager bekræfter Talk Talk-sangers død

Lyt til den smukke "I Believe in You" fra albummet Spirit of Eden:


ANNONCE