Nyhed

Pløret Pete Doherty anholdt to gange på to døgn i Paris

GAFFA.dk – alt om musik

The Libertines-frontmanden har haft en travl weekend, der blandt andet har budt på køb af kokain, slagsmål med en teenager samt to ture i spjældet

Det startede med, at den engelske rockmusiker, der har en lang historik med stofmisbrug, blev arresteret for at have købt kokain natten til fredag i Paris. Han har i de senere år været bosat i en forstad til den franske hovedstad.

I går, 24 timer efter sin løsladelse, tog Pete Doherty så ud i byen for at fejre, at han var blevet løsladt, men denne gang blev han involveret i et beruset slagsmål med en teenager, der førte til, at Doherty blev anholdt for anden gang på blot 48 timer, ifølge NME.


Her blev den 40-årige rockmusiker set slynge rundt med knytnæverne mod en 19-årig dreng i Paris.

LÆS OGSÅ: Sådan var Peter Dohertys koncert på Le Bataclan: "Jeg og mange andre græd"

Dohertys advokat har efterfølgende udtalt, at Pete tog hjem for at tage sovepiller i lørdags, hvorefter han tog ud i byen igen kun iført sin pyjamas for at fejre løsladelsen fra arresten.


“Pete ville ud og fejre sin frihed i en nærliggende bar. Han drak, og folk fik ham til at drikke,” har advokaten udtalt.

Den 19-årige dreng har angiveligt anmeldt slagsmålet til politiet og påstår, at han er blevet påført skader under et “drunken brawl (beruset slagsmål, red.)”.

Pete Dohertys massive stofmisbrug har mange gange landet ham i problemer med loven. Tidligere på året mistede han desuden sit kørekort i et halvt år, efter at han var blevet taget i at køre for hurtigt.


De nylige anholdelser kommer oven på, at Doherty forbereder sin europaturné med The Libertines, der efter planen allerede skal spille deres første koncert i Luxembourg den 17. november.

Pete Doherty gav sidste år koncert på Train i Aarhus og blev tildelt fem ud af seks stjerner for den optræden.

LÆS OGSÅ: Underspillet overskud med Pete Doherty og hans Puta Madres


ANNONCE