x
Underspillet overskud med Pete Doherty og hans Puta Madres

Pete Doherty, Train

Underspillet overskud med Pete Doherty og hans Puta Madres

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

Så dukkede han endelig op, Pete Doherty. Som det nærmest hører sig til, skulle vi lige igennem et par aflysninger og udskydelser, men så stod han der også på scenen på Train i Aarhus, lapset klædt i skjorte og blazer, flankeret af sit eminente band Puta Madres. Og var det så ventetiden værd? Absolut!

Charmerende ”I Don’t Love Anyone (but You’re Not Jost Anyone)” åbner ballet, og Puta Madres spiller forrygende sjusket, som det sig hør og bør i hovedpersonens musikalske univers, og aftenens udgave af ”You’re My Waterloo” får til sammenligning Pavement til at fremstå som et sammenspillet konservatoriefunkband. Guitarernes parløb er som et par slingrende skøjteløbere på en smeltende sø. Det er en sjælden kunst at få til at fungere, og dét gør det her.

Skæv croon

Pete Crooner sig skævt og koket gennem en tilbagelænet ”Last of the English Roses” som en nonchalant boheme. En doven mundharmonika fremhæver det underspillede overskud, der præger aftenen, og violinen bringer til tider mindelser om Dexy’s Midnight Runners univers. Pete får en guitar om halsen og tilfører sangen en skramlet solo og outro, før han med et skævt smil giver os et ”Danke schön…øh, tak!”

Bandet hopper legesyge rundt på scenen under ”Kolly Kibber”, og de store smil smitter i lige så grad som sangens melodiske omkvæd, mens ”The Whole World Is Our Playground” leveres med lige dele sødme og støj, huggende guitarer og hektiske temposkift.

Visse af aftenens sange trækkes noget unødigt ud, men det overvejes til fulde af spilleglæden, charmen og materialets gennemgående kvalitet. Versionen af ”The Weed Smokers Dream” tilføres spinkel og skinger jazzguitar, så det er en ren fryd, og listigt slæbende ”Down for the Outing” rammer rent. Dejligt at blive mindet om, hvor højt niveau manden rent faktisk har holdt i sin sangskrivning gennem hele karrieren.

Kaotisk, rodet og uimodståeligt.

Slingrende og fragmenterede fremførelser af Libertines’ ”What a Waster” og ”Don’t Look Back Into the Sun” får for alvor publikum op af stolene, og begejstringen resulterer i fælleskrammere på scenen.

The Velvet Undergrounds ”Ride Into the Sun” blandet med Oasis’ ”Don’t Look Back In Anger” dedikeres til Petes Aarhus-bosatte medlibertiner John Hassall og dennes kone, og ikke et øje er tørt under en flot fremførelse af ”Down In Albion”.

Efter små to timers sublim slinger i valsen kulminerer koncerten i en eksplosiv ”Fuck Forever”, hvor både Pete og guitarist Jack Jones ender nede i fotograven og må hjælpes op af deres bandkammerater. I en tid, hvor der bliver færre og færre ægte rockstjerner, er det en udelt fornøjelse at opleve en karakter af Dohertys kaliber og karisma. Særligt når han jo så tilmed er i besiddelse af en samling fremragende sange og indtil flere formidable bands, hvoraf Puta Madres er nyeste skud på stammen.

Kaotisk, rodet og uimodståeligt. Kom snart igen, Pete – vi venter gerne.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA