Nyhed

Charlotte Gainsbourg om #MeToo: “Alt er så politisk korrekt nu”

GAFFA.dk – alt om musik

I et nyt interview med The Guardian får Charlotte Gainsbourg talt om de sociale medier, #MeToo-bevægelsen og Lars von Trier

Charlotte Gainsbourg, der blandt andet er kendt som sanger og sangskriver og for sine roller i Lars von Trier-filmene Nymphomaniac, Antichrist og Melancholia, har i et nyt interview talt om den politisk korrekte kultur, der ifølge hende omsværmer hendes arbejde, og som generelt præger det kreative miljø.

Charlotte Gainsbourg fortæller blandt andet om sin far – sanger, sangskriver, skuespiller og instruktør Serge Gainsbourg, der døde i 1991. Han udgav i 1984 sangen “Lemon Incest”, der ifølge Charlotte ville have skabt langt større oprør og ramaskrig i nutidens klima. I sangen og dens berygtede musikvideo fik Charlotte Gainsbourg sin musikalske debut som 12-årig og lå i videoen på en seng sammen med sin topløse far. Sangen blev beskyldt for at glamourisere overgreb og pædofili, men nåede alligevel op som nummer to på den franske hitliste.


“Incest er så chokerende og tabubelagt. Det var, som om han morede sig over det. Men når man lytter til teksten, så taler han bare om en fars evige kærlighed til sin datter og vice versa – og det kan man ikke fordømme. For der er ikke noget fysisk i det,” udtaler Gainsbourg om sin fars kontroversielle sang og fortsætter:

“Så ja, han siger incest, men det er det… Man hører ordet “incest”, og så bliver samtalen lukket ned. Der er ingen dialog.”

Titlen er i øvrigt et ordspil på det franske ord "un zeste de citron", der betyder "citronskal", og melodien er baseret på Frédéric Chopins klaverstykke "Étude Opus 10, No. 3" fra 1832.


Charlotte Gainsbourg mener dog stadig på trods af kontroversen ved “Lemon Incest”-videoen, at reaktionerne i dag ville være langt mere voldsomme og fordømmende. Især mener hun, at mænd har en grund til at være bange.

“I dag er alt så politisk korrekt. Så kedeligt. Så forventet. Og alle er så bange for, hvad der kommer til at ske, hvis de går for langt. Et par tweets og så er det sket… deres karriere er ovre”.

Om sit samarbejde med den danske filminstruktør Lars von Trier fortæller hun, at hun afviser von Triers film som værende kvindefjendske: 


"Han giver så vidunderlige roller til kvinder. Hvordan kan han være kvindefjendsk, hvis han portrætterer kvinder på den måde?"

Gainsbourgs roller i von Triers film er ofte voldsomt grafiske og seksuelt eksplicitte, men hun sætter alligevel stor pris på den danske filminstruktørs mørke side: 

“Det er sandt, at von Trier skubber én ud i nogle virkelig mørke steder, men det er det, jeg søger i skuespillet – jeg vil have nogen til at skubbe mig ud i steder, hvor jeg ikke har været, hvor det er svært, hvor jeg er utryg. Det er alt, jeg vil. For mig består meget af arbejdet i at give slip og stole på ham hele vejen."


Charlotte Gainsbourg udgav i 2017 sit seneste album Rest, der modtog fem ud af seks stjerner af vores anmelder. 

LÆS OGSÅ: Dansabel sorgbearbejdelse fra den franske muse

Den fransk-engelske skuespiller og sanger har flere gange optrådt i Danmark og gav blandt andet en femstjernet koncert sidste år i Store Vega i København.


LÆS OGSÅ: Det perfekte anglo-franske elektrostød

Se videoen til "Lemon Incest" – bemærk, at kommentarfeltet er slået fra:


ANNONCE