Nyhed

Dansk metal-pioner første navn til rockfestival

GAFFA.dk – alt om musik

Den tidligere Mercyful Fate-guitarist giver første koncert nogensinde med sit nye band

Den københavnske rock- og metalfestival Nordic Noise i Amager Bio 8.-9. maj 2020 har offentliggjort sit første navn, og det bliver en dansk metalveteran, der på festivalen holder livepremiere på sit nye band. Michael Denner er navnet, og han er især kendt som tidligere guitarist hos de indflydelsesrige metalnavne Mercyful Fate og disses forsanger King Diamond. På Nordic Noise giver han sin første koncert nogensinde med sit nye band, Denner's Inferno.

Denner's Inferno udgiver 15. november sit debutalbum, In Amber, og besætningen på albummet og live består ud over Denner på guitar af den amerikanske sanger Chandler Mogel samt danske bassist Flemming Muus og trommeslager Bjarne T. Holm. Desuden lover Michael Denner, at der til koncerten vil komme en special guest eller to.

"Det er med stor glæde, at jeg kan offentliggøre Infernos' live-debut i min hjemby København. Vi vil spille numre fra vores album In Amber og lægge et par klassikere ind fra min tid med Mercyful Fate og andet," udtaler Michael Denner i en pressemeddelelse.


Mercyful Fate offentliggjorde i august, at de er gendannet efter 20 års pause og skal spille på Copenhell 2020. Michael Denner er dog ikke en del af lineuppen, hvilket har givet anledning til en del kritik fra fans. Til gengæld kan Bjarne T. Holm, som ligeledes spiller med i Denner's Inferno, også her opleves i rollen som trommeslager.

Billetsalget til Nordic Noise er i gang via Billetto

LÆS OGSÅ: Guitarist er ikke en del af Mercyful Fate-genforening: "Jeg blev ikke spurgt"


ANNONCE