GAFFA.dk - alt om musik
Soul-legenden Diana Ross gæster næste års Glastonbury
Det er nu annonceret, at soulsangerinden Diana Ross er det første navn til Glastonbury 2020, hvor hun vil spille på det såkaldte “Legends”-spot, der foregår på festivalens Pyramid Stage om søndagen.
Om dette også åbner op for muligheden for at se Diana Ross på næste års Roskilde Festival-plakat er ikke til at sige, men man kan jo altid håbe. Hendes kalender er i hvert fald ledig at dømme efter hendes hjemmeside.
“Til alle mine fans rundt om i verden, dette er min hyldest til jer. Hver koncert føles som en privatfest, jeg kan se jeres øjne og føle jeres hjerter. Jeg kommer til Glastonbury med kærlighed,” fortæller Diana Ross selv om næste års optræden.
This is a dream come true. To all the fans across the world, this is my tribute to you. I'm coming to Glastonbury, with love. #Glastonbury2020 @GlastoFest pic.twitter.com/Zt0Ylt7TmK
— Ms. Ross (@DianaRoss) October 10, 2019
The Supremes-sangerinden vil spille på den kæmpe engelske festival søndag den 28. juni på det samme “Legends”-spot, hvor kunstnere som Kylie Minogue, Dolly Parton og Lionel Richie førhen har spillet.
LÆS OGSÅ: Diana Ross om Jackson-kritik: "Stop i kærlighedens navn"
Det er Diana Ross’ debut på Glastonbury, og hun følger op på Kylie Minogue, der i år spillede på Legends-spottet med en optræden, der blev BBC’s mest sete Glastonbury optræden nogensinde med 3,9 millioner seere, skriver NME.
Den 75-årige legendariske Motown-sangerinde har i løbet af sin karriere udgivet 24 studiealbum, 5 soundtracks, heriblandt The Wiz sammen med Michael Jackson, og har medvirket i adskillige film og tv-serier.
Ross startede sin karriere ud som forsanger i den kvindelige soul-gruppe The Supremes, der opnåede enorm popularitet i løbet af 1960'erne, hvorefter Ross begyndte sin succesfulde solokarriere i 1970. Den amerikanske sangerinde er især kendt for sange som "Ain't No Mountain High Enough" og "I'm Coming Out".
Glastonbury Festival 2020 blev udsolgt på blot 34 minutter sidste søndag, da et rekordstort antal på 2,4 millioner mennesker havde skrevet sig op til at kunne få fingrene i de 135.000 billetter til salg.
Det er endnu ikke offentliggjort, hvem der skal headline Glastonbury til næste år, der samtidig markerer festivalens 50-års jubilæum.





