GAFFA.dk – alt om musik
Marcus Mumford lader sønnerne blive hjemme og spiller to solonumre på The Tonight Show med Jimmy Fallon.
Den britisk-amerikanske musiker optrådte fra sin stue med sangene ”Lay Your Head on Me” og ”You’ll Never Walk Alone” på det amerikanske talkshow Jimmy Fallon. Førstnævnte udgav han i samarbejde med Major Lazor den 26. marts i år, imens sidstnævnte er et cover, oprindeligt skabt af sangskriverduoen Rodgers & Hammstein.
Mumford udgav tidligere i år ”You’ll Never Walk Alone” som en velgørenhedssingle og fortæller nærmere om støtten i videoen:
”Donationerne går til to velgørenhedsorganisationer, som ligger mit hjerte nær: War Child UK og The Grenfell Foundation. Og så kan sangen også holde folk ved selskab igennem denne mærkelige tid,” fortæller den 33-årige sanger.
LÆS OGSÅ: KARANTÆNE-TV: Se trailer til Coachella-doku, der bliver tilgængelig på YouTube
”You’ll Never Walk Alone” udkom oprindeligt i musicalen Carousel i 1945. Siden fik Gerry & The Pacemakers et stort hit med den i 1963, og den er desuden blevet fodboldholdet Liverpools uofficielle kampsang. I forbindelse med coronavirus-udbruddet bliver den også brugt som støttesang til alle verdens sundhedssektorer, oplyser Rolling Stone.
Marcus Mumford - "Lay Your Head on Me"
Marcus Mumford - "You'll Never Walk Alone"