Nyhed

Forhandlingerne om genåbningen af Danmark afbrudt – fortsætter de kommende dage

GAFFA.dk – alt om musik

Afbrydelsen kaldes "temmelig udramatisk"

Det lykkedes ikke Folketingets partier at blive enige om en aftale for den såkaldte fase 4 af genåbningen af Danmark i aftes. Kort før midnat valgte partierne at gå hver til sit efter at have forhandlet siden om eftermiddagen.

Aftalen skal blandt andet forholde sig til, hvad der skal ske for landets spillesteder, som blev tvangslukket 11. marts, om end de har haft mulighed for at afholde koncerter for et siddende publikum på maskimalt 500 personer siden slutningen af maj. Desuden skal politikerne finde ud af, om forbuddet mod forsamlinger på flere end 500 personer, der står til at udløbe den 31. august, skal lempes.


Sidstnævnte har statsminister Mette Frederiksen talt imod i et opslag på Facebook forleden grundet det stigende antal corona-smittede i Danmark i de senere uger. Hun talte ved samme lejlighed mod en genåbning af "nattelivet", men i går skrev kulturminister Joy Mogensen på Facebook, at det var vigtigt at skelne mellem spillesteder og diskoteker, og hun åbnede dermed døren på klem for en mulig genåbning af spillestederne i et vist omfang.

LÆS OGSÅ: Joy Mogensen: Der er forskel på kulturliv og natteliv

Ifølge DR havde politikerne lavet et udkast til en aftale, der blandt andet indeholdt en forlængelse af forsamlingsforbuddet på 100 personer samt påbød diskoteker at holde lukket endnu en rum tid.


Imidlertid trak forhandlingerne ud, fordi blå blok ville have gjort mere for at bremse smittespredningen blandt etniske minoriteter, skriver DR.

Venstres næstformand Inger Støjberg udtaler til DR, at det er "temmelig udramatisk", at forhandlingerne nu er blevet afbrudt. 

Forhandlingerne fortsætter de kommende dage.


ANNONCE