Nyhed

The Zombies annoncerer ny koncert i Danmark

GAFFA.dk - alt om musik

Det legendariske band The Zombies kommer på sjældent visit i Skandinavien allerede til næste år

De engelske rocklegender The Zombies kan opleves på Kulturværftet i Helsingør den 21. april, 2021, efter de i juni måned i år måtte aflyse deres planlagte koncert på Kun For Forrykte Festival grundet COVID-19.

Bandet er kendt for genrerne rock og psykedelisk pop og slog allerede igennem i begyndelsen af 60'erne, hvor de i 1964 opnåede et No. 1-hit i USA som det første band efter The Beatles, med sangen "She's Not There".


Verdensnavnet har især markeret sig med numre som netop ”She’s Not There” fra 1964, ”Tell Her No” fra 1965 og Time of the Season” fra 1968, og i 2018 blev bandet, efter fire nomineringer, optaget i The Rock And Roll Hall Of Fame. For tiden er de i studiet, hvor de indspiller opfølgeren til albummet Still Got That Hunger, som udkom i 2015.

Koncerten den 21. april, kommer, ifølge Kulturværftet, til at tage publikum på en rejse gennem bandets lange karriere, hvor man kan opleve tidlige hits, blandt andet fra deres mesterværk Odessey & Oracle, som ligger nummer 100 på Rolling Stone Magazines liste over de vigtigste albums nogensinde. Derudover vil man kunne opleve favoritter fra medlemmernes efterfølgende solokarrierer.

Bandet ledes af originalmedlemmerne Rod Argent (keyboard) og Colin Blunstone (vokal) og komplementeres af Steve Rodford (trommer), Tom Toomey (guitar) og Søren Koch (bas). Sidstnævnte kender du måske som guitarist i den danske powerpop-trio The Beatophonics.


LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Oraklet glimrede ved sit fravær på Odyssé ned gennem halvtreds års bagkatalog

ANNONCE