GAFFA.dk – alt om musik
Mattias Kolstrup drager landet rundt i oktober
I marts lancerede den tidligere Dúné-sanger Mattias Kolstrup sit soloprojekt Liberty med singlerne "Closure” og ”Viva La Illusion". Han skulle have spillet på årets Spot Festival og givet udvalgte koncerter i forbindelse med sit første soloalbum, der udkommer i juni. Sådan skulle det desværre ikke gå på grund af coronakrisen.
Nu har Liberty lige offentliggjort sin efterårsturné med start i fødebyen Skive 1. oktober. Samtidig har han udgivet en musikvideo til sin tredje single, "1988", Kolstrups fødeår. Du kan se videoen nederst.
Dúné blev dannet i Skive i 2001, da medlemmerne var i konfirmationsalderen. De albumdebuterede i 2007, hvor de fik solide hits med "Bloodlines" og "Dry Lips" og nåede at udgive i alt fire album, senest Delta i 2016. Med tiden mistede gruppen en del medlemmer. De var syv, da de udgav deres første album og tre, da de besluttede at gå hver til sit i 2018, hvor de gav afskedskoncerter på Smukfest og i Vega.
Liberty kan opleves følgende steder til efteråret:
01.10 Skive Theater, Skive
02.10 Posten, Odense
03.10 Sønderborghus, Sønderborg
08.10 Gimle, Roskilde
09.10 Tøjhuset, Fredericia
10.10 Godset, Kolding
15.10 Skraaen, Aalborg
16.10 Bygningen, Vejle
17.10 Train, Aarhus
23.10 Hotel Cecil, København
Forsalget er netop begyndt via spillestedernes hjemmesider.
Se musikvideoen til "1988":