x

TRØSTE-SPOT: Dúné er fortid – Liberty er fremtiden

TRØSTE-SPOT: Dúné er fortid – Liberty er fremtiden

OBS: I denne weekend skulle årets Spot Festival løbe af stablen, men grundet de nuværende omstændigheder er dette desværre ikke muligt. Det betyder dog ikke, at I skal snydes for alt det gode indhold, som vi fik lavet til årets Spot Magasin. 

2020 BLIVER ÅRET, HVOR MATTIAS KOLSTRUP STÅR KLAR TIL AT LANCERE SIT NYE SOLOPROJEKT. DET BLIVER OGSÅ ÅRET, HVOR HAN FÅR SIN DEBUT PÅ SPOT FESTIVAL… IGEN!

– Mit soloprojekt hedder Liberty. Og det må meget gerne siges med en fransk accent, Libearrrti, for så kunne man også lidt tro, at det var en stripper, der havde valgt at gå solo.

Og med de ord starter vi historien om den forhenværende Dúné-frontmand Mattias Kolstrup og hans comeback til musikscenen – denne gang som soloartist. Og som det indledende citat indikerer, er humoren, selvtilliden og den musikalske skabertrang stadig intakt.

Det er hændt, at Mattias har spillet på SPOT Festival et par gange før – både i 2006, 2007, 2008, 2010 og 2016, hvor han optrådte i den konstellation, vi alle kender ham for – under Dúné-banneret. Men alligevel sidder han med følelsen af, at det bliver en ny SPOT-debut, når han den 2. maj indtager VoxHall og vender tilbage til spotlyset, nu som Liberty.

– Det bliver røvfedt at komme tilbage som en debutartist igen. Nu har jeg selvfølgelig sindssygt meget erfaring, men pludselig at komme tilbage med et helt nyt projekt og nogle helt nye sange bliver skide spændende. Jeg ved, at jeg kommer til at skide grønne grise lige inden, jeg går på scenen, men jeg glæder mig også til at komme ind og sparke hovedet af folk.

Sidste gang Mattias spillede på SPOT var det en koncert, der markerede 10-års jubilæet for Dúnés første SPOT-optræden. Og selvom det efterhånden er nogle år siden, husker Mattias stadig sin SPOT-debut med Dúné:

– Jeg var 17 år dengang, og jeg glemmer aldrig den koncert. Det var inde på Train. Og vi fyrede den af, som vi havde for vane at gøre. Og så fik vi alle mulige sindssyge anmeldelser. Jeg kan huske, at GAFFA gav os seks stjerner for den koncert, hvilket jo var fuldstændig crazy. For jeg har tilfældigvis en optagelse af den koncert, og vi spiller altså ad helvede til. Men det fede var, at det var fuldstændig lige meget. Det var slet ikke det, det handlede om. Det handlede om den her rene og rå energi. Det handlede om, at vi gik ind og fyrede den max af.

LÆS OGSÅ: GAFFAs seksstjernede Dúné-anmeldelse fra Spot Festival 2006

– Men det, folk lidt glemmer, er, at vi på daværende tidspunkt allerede havde været et band i fem år og spillet utrolig mange koncerter. Vi startede bare så enormt tidligt. Så derfor gjorde vi egentlig noget, vi havde gjort mange gange før. Men jeg tror bare, det virkede på folk, fordi de ikke kendte os, og fordi vi lignede små børn, griner Mattias.

Men trods deres unge alder imponerede det dengang syv m/k store Dúné danske såvel som internationale medier og branchefolk. Det resulterede blandt andet i, at den højenergiske gruppe fik en tysk booker ombord, der var med til at give dem et markant indtog på det tyske marked.

– Ja, det var sindssygt vildt, bemærker Mattias. – Men vi havde ikke mega meget perspektiv dengang. Fordi for os var den pludselige opmærksomhed selvfølgelig overvældende, men vi tog det også lidt som en selvfølge – ”selvfølgelig får vi det”, tænkte vi. Vi var ret… jeg vil ikke sige arrogante, men vi var ret selvsikre omkring det, fordi vi netop havde bygget det op stille og roligt i løbet af fem år. Og vi vidste, at det her var næste skridt. Det er nok den helt store forskel på mig fra dengang til nu: jeg tager ikke længere en skid for givet.

En genfunden energi
I august 2018 kom Dúné med den chokudmelding, at de efter at have spillet sammen i 17 år ville gå hver til sit. Heldigvis var det et af de break-ups, hvor der ikke var nogen form for drama involveret.

– Det var rimeligt pure, fortæller Mattias om bruddet. – Vi stoppede, fordi vi ikke havde mere kreativ energi at give til hinanden. Og det er sgu en ærlig sag. Men da vi så stoppede, fandt jeg ud af, at jeg egentlig ikke havde noget kreativ energi tilbage overhovedet. Og det var dér, jeg havde brug for at gå i tænkeboks, hvor jeg også fik lov til at holde lidt fri og ikke lave musik i en periode og gøre tingene i mit eget tempo uden at have det her Dúné-pres.

Men i sidste ende herskede der dog ingen tvivl i Mattias om, at han ville fortsætte med at skrive og udgive musik. Og efter en velfortjent pause begyndte han så småt at mærke kreativiteten ulme igen.

– Musik er jo hele mit liv. Jeg har en ild i røven, som er utrolig svær for mig at få ud på andre måder. Så der var no way, jeg kunne lægge det fra mig og blive skolelærer for eksempel – det ville også være synd for børnene. Men jeg havde sgu ikke en eller anden stor masterplan, hvor jeg allerede havde en plade liggende, som jeg var klar til at skyde af dagen efter, vi havde annonceret, at vi gik fra hinanden. Jeg havde lige brug for noget tid til at ryste alting af mig fuldstændigt. Og da vi stoppede i Dúné, tror jeg, jeg havde en idé om, at der automatisk ville komme et kreativt rush ind over mig. Men det skete bare ikke.

– Der gik faktisk lang tid, før jeg samlede mig selv op og fandt min stemme og min måde at gøre tingene på. Og det har selvfølgelig handlet om, at jeg i så lang tid har været vant til at skrive musik i en bandkonstellation med nogle sindssygt dygtige folk. Og så pludselig stå med det hele alene, selv definere retningen og i bund og grund finde ud af, hvad fanden det egentlig er, jeg vil – det har et eller andet sted været en sindssygt interessant proces.

Fremstillet af en kompromisløs nerve
I skyggen af alt det har Mattias Kolstrup genfundet sig selv, og han står nu klar til at søsætte sit nye soloprojekt Liberty, som kommer til at tage udgangspunkt i debutpladen Haven’t Felt This Great Since 1988. Pladen er et vellydende eksempel på, at Mattias har haft brug for at gå helt anderledes og kompromisløst til værks, når det kom til musikken.

– Jeg følte til sidst en trang til at gå i studiet og lave noget, som jeg bare syntes var fucking fedt. Og det er kommet til udtryk ved, at vi indspillede hele pladen på én uge, inklusive mix og mastering. Jeg trængte bare til at lave noget, som var fucking frisk og ikke lød som noget af alt det andet pis, der er derude. Jeg ville lave noget, som på en eller anden måde kunne bringe noget organisk tilbage til musik. For i dag er der er jo meget computer-præget musik, og det er ikke fordi, at det nødvendigvis er en dårlig ting. Det er ikke fordi, jeg prøver at svine noget af det til. Men jeg savner lidt noget nerve, og det ville jeg gerne bringe på banen.

– Musikalsk har jeg lavet en kompromisløs plade, der ikke prøver at tage hensyn til Spotify-playlister, men derimod bare er noget, der fucking holder og kommer til at sparke røv live. Jeg er i bund og grund kommet frem til, at jeg ikke har brug for at blive valideret af nogen. Hvis jeg synes, det er fucking fedt, så er det bare fucking fedt. Og det har taget noget tid at nå dertil, og det har været sindssygt interessant og virkelig også hårdt nogle gange. Men så er det utrolig tilfredsstillende at komme ud på den anden side, hvor jeg har lavet noget musik, som jeg selv er virkelig begejstret for. Og det er det vigtigste.

Tid til et nyt kapitel
I og med at Mattias er født og opvokset i Skive, som ikke ligger utallige breddegrader fra Aarhus, har han gennem tiden besøgt SPOT i forskellige sammenhænge.

– Jeg prøver så vidt som muligt at komme hvert år – også som gæst, selvom jeg ikke skal spille, siger han. – For der er en helt særlig vibe. Man chiller bare rundt, når man er der, og det er super fedt. Det er derfor, jeg elsker SPOT. Det er bare én stor sammenblanding af publikum, artister og branchefolk, som bare er der af forskellige grunde, men alligevel deler de den her oplevelser sammen. Og det bliver jo ret grineren at komme tilbage på festivalen som en del af programmet og have i baghovedet, at jeg i princippet debuterer på SPOT igen 14 år senere og med et nyt projekt, der har lidt af den samme energi. Det afspejler sig selvfølgelig i musikken, at jeg er blevet lidt ældre.

– Men det bliver ret grineren at prøve igen – det kan selvfølgelig aldrig blive det samme, som dengang jeg var 17, men jeg har alligevel den samme ild omkring det – den er fuldstændig uændret fra dengang. Og det er en mega fed følelse af have, for da vi som Dúné spillede i 2016, var det lidt mere den her smurte maskine, der bare rullede ind og fyrede den af. Hvorimod nu handler det for mig om at præsentere mit soloprojekt til Jylland og ikke mindst til resten af verden på SPOT Festival.

Der er ingen tvivl om, at Mattias glæder sig til at vende tilbage til SPOT. Men mest af alt glæder han sig bare til at komme op på scenen igen og optræde foran et publikum.

– Det er følelsen af at stå på scenen, gå amok og smelte sammen med publikum, der har drevet mig hele tiden. For det er dér, jeg føler mig hjemme – når jeg har den connection med publikum. Og nu her, hvor de nye sange lige så stille er blevet skrevet og indspillet, så er den der ild blevet til en full on skovbrand… det lyder måske lidt mærkeligt at have en skovbrand i røven… men den skovbrand har altså spredt sig til hele kroppen! Og nu skal jeg bare i gang, om jeg så skal hamre fem paller sammen nede på Højbro Plads og spille en koncert dér, så er det dét, jeg gør. Jeg vil bare gerne ud og spille de her sange. For jeg tror virkelig, at folk vil elske dem. Og hvad der er vigtigst: det gør jeg selv.

Med andre ord er Mattias Kolstrup stærkt tilbage. Og selvom tiden med Dúné efterhånden er gået på hæld, og Mattias skal ud og etablere sig selv som Liberty, lader han sig ikke slå ud af, hvis det aldrig bliver ét hundrede procent muligt at ryste Dúné-mærkatet af sig, alt imens han stormer igennem som Liberty.
     – Det har jeg det ganske udmærket med. Jeg er meget, meget stolt af det, vi har lavet i Dúné. Så folk skal bare gøre det, de har lyst til på den front. Det er så bare min opgave at få dem til at tænke på Liberty i stedet for. Men de må sagtens gerne tænke på Dúné samtidig. Jeg har jo spillet i et band i 17 år og brugt al min energi på det, og jeg er sindssyg stolt af det, vi har opnået sammen. Nu er det bare tid til et nyt kapitel, og det glæder jeg mig rigtig meget til.

 

MATTIAS HUSKER TILBAGE PÅ SIT ALLERFØRSTE BESØG PÅ SPOT FESTIVAL
Første gang, jeg var på SPOT Festival, føltes det som en helt anden verden. Jeg var 14 år gammel, hvor jeg tog derned med min storebror. Jeg kan huske, jeg havde det for vildt over, at alle de seje musikere, som jeg så op til, var til stede og bare gik rundt som almindelige dødelige. Det er ret crazy, når man bor i Skive pludselig at stå over for dem fra Tiger Tunes – dem er der selvfølgelig ingen, der kan huske i dag, men vi var mega store fans af dem dengang. Og pludselig står de dér som helt almindelige mennesker, hvilket er så syret.

Se musikvideoen til Libertys "Closure":


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA