Man siger, at man ikke ved, hvad man har, før man har mistet det. Sådan har jeg det lidt med Dúné, som jeg har set mange gange for fem-ti år siden, men ikke så meget i de senere år, for ”de spiller jo så tit, så dem kan man altid høre”. Men så ikke alligevel, for så sent som i går oplyste gruppen – live, på landsdækkende tv, i Go’Morgen Danmark – at de efter 17 år, og 11 år efter debutalbummet, går hver til sit, når de har spillet deres sidste to koncerter i kalenderen, i Vega 25. august og så i aften på Smukfest.

Mange har nok tænkt det samme som mig, for pladsen foran Stjernescenen er næsten fyldt, selvom der er konkurrence fra teenageidolet Shawn Mendes på Bøgescenerne. Ifølge bandet selv stopper de, fordi de har mistet gejsten og vil prøve noget nyt hver for sig, men denne aften er der ikke noget, der tyder på metaltræthed. Tværtimod er forsanger Mattias Kolstrup så selvsikker, karismatisk og stærkt syngende som nogensinde og ligner i det hele taget stadig prototypen på en rockstjerne, med Robert Plant-hår og læderjakke. Mon ikke der er en solokarriere på vej fra den mand, eller et nyt band for den sags skyld? Alt andet ville være en skam.

Allerede i sættets anden sang er Kolstrup nede foran de forreste publikummer, og han bakkes solidt op af de faste medlemmer, keyboardspiller Ole Bjørn og bassist Piotrek Wasielewski – de tre er de tilbageværende fra den oprindelige lineup på syv – samt guitarist Mikkel Balle og ”Danmarks gladeste trommeslager”, den platinblonde og hårdtslående Felix Ewert, som også spiller med blandt andre Mads Langer og Alex Vargas. Den unge, særdeles lovende popsanger Mattis kommer på som duetpartner i ”Searching for a Party”, som han har været med til at skrive, og det løfter den i forvejen gode stemning i vejret.

Til gengæld er det noget af en afbrænder, at et massivt regnskyl bryder ud få sange inde i koncerten, og det bliver ved. ”Det har ikke regnet i tre måneder, og så sker det nu,” siger Kolstrup med en blanding af ærgrelse og selvironi. Det ville ikke skade med lidt regn til at rense luften, men mængden af væde fra oven er simpelthen massiv. Er det de højere magter, der græder over Dúnés snarlige endeligt?

Publikum bliver dog hængende, det er jo næsten sidste chance, og Dúné leverer den ene højdepunkt efter det andet, fra deres solide fortolkning af Oh Lands ”Sun of a Gun” over den smukke, trommeløse ballade ”All That I Have” til endnu en duet, ”Say Anything”, med den fremadstormende sangerinde Drew. Lyssætningen er tilmed særdeles stemningsfuld, med dæmpede blå, røde og lilla nuancer blandet med lidt hvidt stroboskoplys i de mere intense passager.

Sættet kommer godt rundt i bagkataloget, der tæller fire album og en ep og en udvikling fra selverklæret ”indielektrock” på debuten mod småsymfoniske rocktoner på treeren Wild Hearts og poptendenser på svanesangen Delta. ”Heiress of Valentina” leveres i en omarrangeret, afdæmpet og diskret elektropumpende version, der klæder den. Ikke overraskende er slutningen af sættet en hitparade med ”80 Years” og ”Dry Lips” samt ”Go Go Valentina”, der ofte afrundede bandets koncerter af i de unge år. På det tidspunkt har både Mattias Kolstrup og Piotrek Wasilewski smidt bluserne og sveder i bar overkrop i regnen, og til sidst er der kram til både bandmedlemmer og de forreste publikummer.

”Vi var Dúné”, siger Mattias Kolstrup til sidst, som han har sagt ”Vi er Dúné” ved koncertens indledning. En enkelt fan ser grædefærdig ud på storskærmen. Jeg kommer sgu også til at savne dem.

 

Sætliste:

Hedonism

We Are the Ones

Searching for a Party

Let Go Of Your Love

Sun of a Gun

All That I Have

Say Anything

John Wayne Vs. Mary Chain

Bloodlines

Heiress of Valentina

Victim of the City

Never Be Alone

80 Years

Dry Lips

Go Go Valentina