Nyhed

Industrial-legenden Genesis Breyer P-Orridge er død

GAFFA.dk – alt om musik

Avantgarde-ikonet og medgrundlæggeren af eksperimentalgrupperne Throbbing Gristle og Psychic TV blev 70 år gammel.
 
Nyheden om Genesis Breyer P-Orridges død blev delt via pladeselskabet Dais Records' Instagram-profil lørdag aften (se nedenfor).

Den britiske sanger, musiker, sangskriver og kunstner sov stille ind lørdag morgen efter at have lidt af leukæmi i to et halvt år.

Sammen med Chris Carter, Peter "Sleazy" Christopherson og Cosey Fanni Tutti var Genesis Breyer P-Orridge med til at starte den eksperimenterende gruppe Throbbing Gristle i 1975. 

Throbbing Gristle udsprang af performance-kunstscenen og debuterede i 1977 med albummet The Second Annual Report. I 1981 gik de i opløsning, men blev gendannet i 2002 og atter opløst i 2010 efter Peter Christophersons død. Gruppen gav i 2009 deres første og eneste koncert i Danmark, på Statens Museum for Kunst, hvor P-Orridge også optrådte som solist i 2011.


LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Historiens vingesus fik næsten museet til at lette

Throbbing Gristle er igennem deres musikalske virke blevet anerkendt som nogle af grundlæggerne af genren industrial, ligesom de har trukket på genrer og udtryksformer som elektronisk musik generelt, krautrock, kompositorisk støjmusik, punk, spoken word, musique concrète, fluxus, performancekunst, og meget mere.

I lighed med eksempelvis de samtidige kolleger The Sex Pistols forårsagede Throbbing Gristle fra starten en voldsom, men også ofte forarget og fordømmende mediebevågenhed, ikke mindst takket være deres kontroversielle sceneoptrædener. Gruppen, navnlig Genesis Breyer P-Orridge, har også været meget interesseret i identitetseksperimenter. P-Orridge definerede sig som tredje køn.


P-Orridge var endvidere aktiv i flere andre eksperimenterende grupper, hvoraf den nok mest kendte var Psychic TV, der har været særdeles produktiv siden starten i 1981 og frem til 2016.

LÆS OGSÅ: INTERVIEW: Genesis P. Orridge: Vi må frigøre os fra DNA

ANNONCE