Nyhed

Oplev Søren Kragh-Jacobsen i samtale med GAFFA-skribent

GAFFA.dk – alt om musik

Det sker i Albertslund den 18. november

Sangeren, sangskriveren og filminstruktøren Søren Kragh-Jacobsen er aktuel med selvbiografien Superbenzin og kærlighed, udarbejdet i tæt samarbejde med den mangeårige GAFFA-skribent Espen Strunk.

Onsdag den 18. november klokken 19 kan du opleve de to i samtale på Forbrændingen i Albertslund om Kragh-Jacobsens lange liv med musik og film. Der er stadig ledige billetter – og de er gratis – via dette link.


Vi har stillet Espen Strunk tre hurtige spørgsmål om hans samarbejde med Søren Kragh-Jacobsen omkring bogen.

Hvorfor synes du, Søren Kragh-Jacobsen er så interessant, at du har valgt at skrive en hel bog om ham?
– Det er der både et privat og et professionelt svar på, selvom de to spor flyder sammen for mig. Jeg holder meget af den særlige, hverdagspoetiske tone i Sørens sangskrivning – den udgør en del af mit personlige soundtrack, ligesom den gør for en masse andre mennesker. Og i et kulturhistorisk perspektiv må Søren betragtes som en af vores mest markante, kulturelle profiler herhjemme de sidste 50 år. Det er forbløffende, at der ikke er skrevet en bog om ham før, og jeg er meget glad for, at opgaven tilfaldt mig. 
 
Hvad har været din største overraskelse omkring Søren Kragh-Jacobsen i forbindelse med dit arbejde med bogen?
– Jeg har skrevet flere biografier og mødt Søren tidligere, så der var ingen store overraskelser som sådan. Samarbejdet har været en stor fornøjelse – Søren er nøjagtig lige så sympatisk, som han fremstår, når han træder frem offentligt, og jeg både glad og stolt over at være på venskabelig fod med ham i dag.
 
Hvis man vil dykke ned i Søren Kragh-Jacobsen musik ud over "Kender du det?", hvor skal man så begynde, og hvorfor?
– Bagkataloget er jo lille – blot fire plader, inklusive soundtracket til debutfilmen Vil du se min smukke navle. "Mona"-sangen er fra debutalbummet Hinkeruder på motorvejen fra '75, hvor man også finder fine sange som "Udenfor", "Isblomster" med flere. Det giver mening at starte dér. Men opfølgeren Tur/retur er mindst lige så stærk, og mere selvbiografisk i sit anslag. Prøv at høre en sang som "Ud i livet" – fuldstændig fremragende. 
 
 
Hør "Ud i livet" og resten af albummet Tur/retur:

ANNONCE