Nyhed

Brian May erklærer sig uenig med Eric Clapton – og kalder antivaxxers for båtnakker

GAFFA.dk - alt om musik

I et interview med The Independent erklærer Brian May sig uenig med Eric Clapton og kalder antivaxxer-folk for båtnakker. 

Brian May fra Queen har i et nyt interview med The Independent delt sin holdning til Eric Claptons udtalelser om Covid-19-vacciner.

Clapton har flere gange udtrykt, at han er modstander af coronarestriktioner og vacciner. I sidste måned udtalte veteran-guitaristen, at han nægter at spille til arrangementer, hvor der er krav om coronavaccine.


LÆS OGSÅ: Eric Clapton nægter at spille koncerter, hvor der er vaccinekrav

I et interview med The Independent blev May efterfølgende spurgt om sin holdning til Clapton og anti-vaxxers generelt.

”Jeg elsker Eric Clapton, han er min helt, men han har i mange tilfælde nogle andre holdninger end mig. Han er en person, der synes det er okay at skyde dyr for sjov, så vi har vores uenigheder, men jeg vil altid respektere den mand”, udtaler guitaristen og fortsætter:


”Anti-vax-folk, jeg er ked af det, jeg synes, de er nogle båtnakker ("fruitcakes", red.). Der er masser af bevis for, at vaccinerne hjælper. Samlet set har de været meget sikre. Der vil altid være nogle bivirkninger ved ethvert stof, du indtager, men at gå rundt og sige, at vaccinerne er et komplot for at dræbe dig, undskyld, men det forstår jeg ikke”.

LÆS OGSÅ: Kool and the Gang-medstifter er død

ANNONCE