Nyhed

Mötley Crüe sælger hele sit bagkatalog til pladeselskab

GAFFA.dk – alt om musik

Angiveligt lyder aftalen på knap en milliard danske kroner

Heavy metal-bandet Mötley Crüe har netop solgt deres musikalske bagkatalog til pladeselskabet BMG. Ifølge NME har de angiveligt solgt rettighederne for intet mindre end 112 millioner pund. Det svarer til knap en milliard danske kroner. Det tal er dog ikke bekræftet.

Dette bliver det Berlinbaserede BMGs største køb af et enkelt katalog siden 2008, hvor de forlod den tidligere fusion med Sony Music og blev selvstændige. Omtalen omfatter hele bandets indspillede produktion, der spænder over deres 40-årige karriere på i alt ni studiealbum fra deres 1981-debut Too Fast For Love til den seneste udgivelse i 2008 Saints of Los Angeles, samt adskillige platin-sælgende livealbum og opsamlingssæt.


I en pressemeddelelse udtaler Mötley Crüe følgende om den nye aftale:

"Det føles fantastisk at samarbejde med vores nye partnere hos BMG. Deres omfattende succes indenfor rock gjorde dem til det perfekte hjem til at fortsætte med at bevare og udvide vores musikalske arv og sikre, at vi altid bliver på toppen."

At sælge sit bagkatalog er Mötley Crüe ikke alene om at gøre. Sidste år solgte Bob Dylan rettighederne til al sin musik til Universal Publishing for et svimlende beløb, nemlig omkring 300 millioner dollars. For dette beløb overdrog Bob Dylan mere end 600 sange, skrevet over en periode på seks årtier til publishingselskabet.


Det er heller ikke længe siden, at Tina Turner modtog samme beløb for sit bagkatalog, som Bob Dylan fik. Publishingselskabet fik for 300 millioner dollars, som svarer til omkring 1,9 milliarder danske kroner, rettigheder til Turners musik, der strækker sig over seks årtier og inkluderer hitsingler som "Private Dancer", ”What’s Love Got to Do With It” og "Steamy Windows". Derudover indeholdt aftalen også rettighederne til Tina Turners navn og image. 

LÆS OGSÅ: Tina Turner sælger hele sit bagkatalog for et svimlende beløb

ANNONCE