GAFFA - alt om musik
Får en posthum ph.d. i musik
Det er efterhånden fire år siden, den amerikanske rocklegende Tom Petty gik bort i en alder af blot 66 år. Efterfølgende undersøgelser viste, at Petty døde af en utilsigtet overdosis efter at have indtaget adskillige typer stærk, smertestillende og beroligende medicin.
Nu bliver sangeren, som blev født og voksede op i Gainesville, Florida, så æret med et æresdoktorat fra University of Florida. Det skriver Associated Press. Det var et enigt panel, som ved et møde i fredags besluttede at tildele den afdøde sangskriver en posthum ph.d. i musik ved det universitet, hvor han en periode i starten af sin karriere arbejdede som pedel.
Til næste år er det tyve år siden, Tom Petty - med backingbandet The Heartbreakers - blev indlemmet i The Rock'n'Roll Hall of Fame. Tom Pettt & The Heartbreakers debuterede med albummet af samme navn tilbage i 1976, og udgav deres sidste album i 2014 under titlen Hypnotic Eye.
Angiveligt grundet sin flyskræk var Petty en sjælden gæst i Europa. Han optrådte sammen med Bob Dylan i Valbyhallen i september 1987, hvorefter der skulle gå 25 år, inden bandet besøgte Danmark en sidste gang. Det foregik ved Fængslet i Horsens en sommeraften i 2012.
Sidste år udkom en ekstensiv boksudgave af Pettys 1994-album Wildflowers med masser af ekstramateriale. Den blev modtaget med fem stjerner i GAFFA og fik blandet andet følgende ord med på vejen:
"Uanset hvad er dette seriøst solide sager, og det høres, at det – selvom Wildflowers udkom som en soloplade – de facto er medlemmer af det kongeniale backingband The Heartbreakers, der akkompagnerer hovedpersonen. “Let me get to the point / let's roll another joint / And turn the radio loud” – jo tak, Tom."
LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Tom Petty And The Heartbreakers : Hypnotic Eye