Nyhed

VIDEO: Christina Aguilera lufter ny sang – og giver gotisk version af megahit

GAFFA - alt om musik

"Genie in a Bottle" blev fremført i en mørk, rocket version

Tilbage i oktober delte Christina Aguilera en ny, spansksproget sang - en forsmag på den i dag 40-årige divas nye album, som ifølge kilder omkring sangerinden udkommer i 2022. Og i aftes delte Aguilera så endnu en ny sang - betitlet "Somos Nada" - og leverede samtidig et medley af ældre hits, som inkluderede en mørk, rocket version af gennembrudshittet "Genie in a Bottle", som oprindeligt udkom i 1999. 

Det foregik ved prisuddelings-showet People's Choice Awards i Santa Monica, Californien, hvor Aguilera var i huset for at modtage en særlig, nyindstiftet Music Icon-award. Det skriver NME. I forbindelse med modtagelsen af prisen udtalte Aguilera blandt andet: 

"Jeg har altid bestræbt mig på, at min musik skal kommunikere et budskab om empowerment, uanset om det drejer sig om at sige mine egne sandheder eller at give stemme til dem, som ikke selv har en. Min kunst har altid været til ære for fighterne. Til jer, som gennemgår modgang eller som vil skabe forandring: Min musik er til jer."

Det er tre år siden, Aguilera senest var aktuel med nyt studiealbum. "Fra falleret 00’er-diva over The Voice-dommer til stærk contender på musikscenen anno 2018. Ingen havde troet det, men Christina Aguilera er tilbage, sgu!", skrev GAFFAs anmelder blandt andet i sin femstjernede vurdering af albummet Liberation.

Se Christina Aguilera fremføre "Genie in a Bottle" - med celloer og gotisk scenografi - lige her:

LÆS OGSÅ: Britney Spears kritiserer Christina Aguilera for tavshed omkring værgemål | GAFFA.dk

ANNONCE