Phil Collins fylder 70

I dag fylder et af poppens og rockens helt store navne, Phil Collins 70 år

Philip David Charles Collins blev født i London-forstaden Chiswick 30. januar 1951 som den yngste af tre børn af June og Greville Collins. Han beskrives som et særdeles aktivt barn, der havde en tendens til at tromme med fingrene på spisebordet, når han ventede på sin mad, hvilket han ifølge journalisten Ray Coleman, manden bag Phil Collins – The Definitive Biography, stadig gør. Han fik en bliktromme af forældrene som 3-årig, og en onkel byggede et trommesæt til ham to år senere, og dermed var første skridt i en særdeles aktiv og succesfuld karriere taget. Han var som barn en del af miljøet omkring Richmond Yacht Club, hvor hans forældre var medlemmer, og her spillede han fra en ung alder med i teaterstykker og koncerter. Så det med at optræde lå aldrig langt væk, og da Collins' mor i 1961 fik et job på dramaskolen Barbara Speake Stage School, var det helt naturligt, da hun nogle år senere hjalp sønnen til at få en rolle i musicalen Oliver! på et West End-teater.

I denne periode blev han indskrevet på dramaskolen, hvor hans mor arbejdede. Hun opfordrede ham til at tage roller i film og på tv, men efter Oliver! ville Collins hellere fokusere på musikken, og som 15-årig dannede han gruppen The Real Thing, der blandt andet indeholdt sangerinden Andrea Bertorelli, som han senere giftede sig med. Gruppen spillede coverversioner af Motown-sange som Reach Out I'll Be There med Four Tops og Sam & Dave-sangene Soul Man og Hold On, I'm Comin', og det er disse rødder, Collins vendte tilbage til på albummet fra 2010 med den velvalgte titel Going Back, der indeholder 18 coverversioner af soul-klassikere.

Fra skolebænken til Genesis

Efter at have forladt dramaskolen og livet som skuespiller satsede Collins på musikken og gik til en lang række auditions, dog uden det store held indtil han i 1969 mødte managerne Ken Howard og Alan Blaikley, der gerne ville sammensætte en ny gruppe. De havde tidligere skrevet hits for Peter Framptons gruppe The Herd, og inspireret af månelandingen skrev de otte sange om et rumskib på vej væk fra en brændende jordklode, der blev indspillet af gruppen Flaming Youth med Phil Collins på trommer. Resultatet var albummet Ark 2 (1969), men selvom pladen blev valgt som Album Of The Month i Melody Maker havde bandet problemer med at finde jobs og frustreret over ikke selv at have indflydelse på musikken, gik de i opløsning efter et år.

I jagten på et nyt job endte Collins i 1970 i studiet sammen med et af sine store idoler, George Harrison, der havde brug for percussion til albummet All Things Must Pass (1970). Collins medvirkede dog kun på sangen Art Of Dying og blev først krediteret for sit bidrag, da pladen blev genudgivet i 2001. Kort efter så Collins en annonce i Melody Maker, der søgte efter en trommeslager samt en guitarist, der kunne spille på en tolvstrenget guitar, og Collins tog sin bandkollega fra Flaming Youth, Ronnie Caryl, med til audition. Den var opslået af Genesis som på dette tidspunkt havde udsendt to plader. Men Collins kendte dem kun via deres ry som et band, der spillede mange koncerter, og det var deres held til at finde jobs, der gjorde jobbet attraktivt.

Genesis blev dannet i 1967 af fem drenge fra den gamle engelske kostskole Charterhouse inklusive Peter Gabriel (vokal), Tony Banks (keyboard) og Mike Rutherford (guitar), og som teenagere debuterede de med albummet From Genesis to Revelation (1969), der var et 60er-popalbum, og herefter kom Trespass (1970), der blandede folk-elementer med den progrock-stil, der skulle komme til at karakterisere bandet i mange år fremover. Både Collins og Caryl fik job i Genesis, men på grund af uenigheder med Rutherford blev Caryl fyret ugen efter. Han blev erstattet af guitaristen Steve Hackett, og dermed var det såkaldte klassiske line-up klar til at skrive og indspille albummet Nursery Cryme (1971). Albummet var ikke en stor succes, men markerede første skridt på vejen for den nye sammensætning og indeholder samtidig første Genesis-nummer med Phil Collins på vokal.

På dette tidspunkt turnerede bandet ivrigt, men det var først efter udgivelsen af Foxtrot (1972), at Genesis' koncerter begyndte at tage en direkte teatralsk drejning. Til en koncert i Dublin forlod Gabriel pludselig scenen under sangen The Musical Box og vendte tilbage iført rød kjole og rævemaske som figuren på coveret til Foxtrot. Det blev startskuddet til tre år, hvor Genesis' shows blev legendariske for lys, visuelle effekter og lange komplicerede sange blandet med Peter Gabriels ekstravagante udklædninger.

Peter Gabriel forlader Genesis

Den succesfulde The Lamb Lies Down On Broadway-turné blev den sidste med Peter Gabriel, der i november 1974 fortalte resten af bandet, at han ville færdiggøre turnéen sammen med dem, men derefter ville han forlade gruppen og forsætte som solist.

Inden de kunne komme så langt skulle bandets medlemmer dog først tage en beslutning om, hvem der skulle stå i front efter Gabriels exit. Det var ikke en beslutning, der kom let til gruppen, og i dokumentarfilmen A Life Less Ordinary udtaler Collins, at hans første tanke var ikke at finde en erstatning for den flamboyante sanger, der havde påkaldt sig stor opmærksomhed i de forgange år, men i stedet fortsætte som et instrumental-band. Dette er formodentlig en sandhed med modifikationer. I hvert fald fortæller trommeslageren Bill Bruford (Yes/King Crimson), at mens han spillede med Collins i jazzfusionsgrupppen Brand X, brokkede han sig over de sangere, der gik til auditions hos dem og gjorde det klart, at han kunne gøre det bedre selv.

Idéen om at flytte Collins til sangerpositionen var også blevet luftet overfor Genesis-medlemmerne af folk tæt på bandet inklusive Yes-frontmanden Jon Anderson, men det var der i første omgang ingen interesse for. Det var først, da bandet lyttede til et særlig forfærdeligt forsøg på at klare deres materiale, at Collins selv smed sit kandidatur på bordet. På dette tidspunkt var al musikken indspillet til bandets syvende album, og efter Collins havde givet sangen Squonk et forsøg i studiet, var det ifølge Steve Hackett nok for bandets fire medlemmer til at blive enige om, at han skulle synge på sangene til A Trick Of The Tail (1976).

Der er noget i luften…

Selvom Collins' nye rolle som frontmand satte gang i endnu mere succes for gruppen, var Steve Hackett utilfreds med sin rolle i bandet, og han valgte i slutningen af 1977 at forlade bandet.  Det efterfølgende album …And Then There Were Three… (1978) blev dermed det første af seks udgivelser fra trioversionen af Genesis, indtil Collins forlod gruppen i 1996. I den efterfølgende periode udgav både Tony Banks og Mike Rutherford deres første soloplader, mens Collins arbejdede med Brand X. Men efter at have forladt sin kone fandt Collins sig i 1979 siddende alene i sit hus med nogle sange, som han skrev og indspillede samtidig. Han har efterfølgende beskrevet sangene som "breve og beskeder til Andrea", men i første omgang blev de ikke udgivet.

Banks og Rutherford ville ellers gerne involvere Collins mere i sangskrivningen til Duke (1980), men fandt flere af sangene for simple og direkte, så det var kun Misunderstanding og Please Don't Ask, der kom med på pladen. De resterende sange røg dog ikke i skraldespanden, og da Collins kom tilbage til England efter endnu en turné, allierede han sig med produceren Hugh Padgham, som Collins havde mødt, da de begge arbejdede på Peter Gabriels tredje soloplade. Padgham skulle producere soloalbummet Face Value (1981), hvor Collins også indhentede hjælp fra Eric Clapton, Weather Report-bassisten Alphonso Johnson, violinisten Shankar samt Earth, Wind & Fires blæsergruppe The Phenix Horns.

Men det var nu noget helt andet, der løftede pladen og særligt et enkelt nummer til klassikerstatus. Åbningsnummeret In The Air Tonight fortæller historien om en mand, der føler sig svigtet til det punkt, hvor han ikke engang ville hjælpe den, der synges til, hvis vedkommende var ved at drukne. Ikke overraskende ses sangen som en hilsen til ekskonen, og albummet beskrives som oftest som en reaktion på skilsmissen. I dokumentarserien Classic Albums beskriver Collins pladen således: "Pladen er helt sikkert autobiografisk, men ikke kun med fokus på det triste. Det er en udbredt misforståelse. Den udspringer af en begivenhed, men den beskriver et liv i bevægelse".

Masser af succes

Albummet gik dog helt til tops i England og blev startskuddet på et årti, hvor Collins udgav fire millionsælgende soloplader samtidig med, at Genesis blev større end nogensinde før. I disse år var Phil Collins alle steder. Udover hits som That's All, Land of Confusion, Tonight, Tonight, Tonight (Genesis) og You Can't Hurry Love, Sussudio, One More Night og Another Day in Paradise (solo) havde han hits med soundtrack-sangene Against All Odds (Take a Look at Me Now) og Seperate Lives samt Easy Lover, der var en duet med Earth, Wind & Fire-sangeren Philip Bailey. Han medvirkede på Do They Know It's Christmas?, fløj som den eneste over Atlanten for at spille til begge Live Aid-koncerterne, og så spillede han hovedrollen i filmen Buster, hvorfra sangene Two Hearts og Groovy Kind of Love hittede.

Succesen fortsatte ind i 90'erne, hvor Genesis udsendte deres mest populære album nogensinde, We Can't Dance (1991). Albummet lå på den engelske albumhitliste i mere end et år og genererede fem singler inklusive I Can't Dance og No Son Of Mine. Men det skulle samtidig blive det sidste Genesis-album med Phil Collins og starten på en lang nedgangsperiode.

I denne periode udsendte Collins først Both Sides (1993) og Dance Into The Light (1996), der fik dårlige anmeldelser og langt fra kunne leve op til tidligere salgsmæssige succeser. Dance udkom et halvt år efter Collins' officielle exit fra Genesis, men tilløbet hertil var allerede startet tre år tidligere, da han arbejdede på Both Sides. Sangeren kalder det sit mest personlige album, fordi han selv har stået for alt inklusive produktion, sangskrivning og al musikken. Derfor følte han sig pludselig ude af sit element, da han under indspilningerne til pladen skulle spille en støttekoncert med Genesis, der skulle blive hans sidste med bandet inden gendannelsen i 2006.

I mellemtiden fokuserede Collins på andre projekter, og i den otte år lange pause inden Testify (2002) skrev han blandt andet musik til de animerede film Tarzan og Brother Bear, og vandt en Oscar for sangen You'll Be In My Heart. Genesis rekrutterede Stiltskin-sangeren Ray Wilson til Calling All Stations (1997), men dårligt pladesalg fik bandet til at aflyse deres amerikanske turné, og efter at have fyret Wilson blev bandet sat i bero.

I 1999 indspillede de fem medlemmer fra den klassiske opstilling et nummer til en opsamlingsplade, og i de efterfølgende år holdt medlemmerne kontakt i forbindelse med enkeltstående koncerter og til sammensætningen af bokssæt. Men efter en lang periode med rygter offentliggjorde Collins, Banks og Rutherford i 2006, at de igen ville turnere sammen, hvilket blandt andet bragte dem til Herning i sommeren 2007. Bandet har dog ikke optrådt sammen siden turnéens afslutning, heller ikke da de i marts 2010 blev indlemmet i den amerikanske Rock and Roll Hall of Fame.

Den primære grund syntes at være Collins' helbred. Under indspilningerne til Testify mistede han pludselig hørelsen på det ene øre, og under den sidste turné med Genesis opstod der problemer med den øverste del af hans rygsøjle, så han ikke længere kunne holde om trommestikkerne. Derfor spillede han i forbindelse med udgivelsen af sit seneste soloalbum fra 2010, der opfyldte hans pladekontrakt med Atlantic Records, også kun ganske få koncerter, hvor han kun optrådte som sanger.

I USA bød 00'erne på masser af respekt fra amerikanske r&b og hiphop-kunstnere, der har samplet In The Air Tonight flittigt, og udover at have medvirket på Quincy Jones' Q's Joint (1995), så blev hans musik taget under behandling af Brandy, Ol' Dirty Bastard og Kelis på albummet Urban Renewal (2001). I de senere år har indienavne som Sufjan Stevens, Takka Takka og The Postal Service taget Collins til sig, og i udsendelsen Lydverket på norsk tv i efteråret 2010 fortalte medlemmer fra Neon Indian, Sleigh Bells og Yeasayer om, hvor meget Phil Collins har betydet for deres musik.

LÆS OGSÅ: Statue af Jesus som baby ligner... Phil Collins?!

I 2016 udgav Phil Collins, efter flere år med lav profil, selvbiografien Not Dead Yet, og året efter drog han på sin første soloturné i mere end 10 år, Still Not Dead Yet, hvor han for første gang slet ikke spillede trommer grundet fortsatte nerveproblemer i hans hænder. I stedet betjente hans søn Nicholas trommerne. I juni 2019 nåede touren forbi en udsolgt Ceres Park i Aarhus, hvor GAFFAs anmelder var godt tilfreds.

LÆS OGSÅ: Take a look at him now: Karismatisk Collins mod alle odds i Aarhus

I 2020 annoncerede Genesis så, at de ville tage på deres første turné i 13 år med den klassiske linuep med Phil Collins på sang, Mike Rutherford på guitar og Tony Banks på keyboard, og derudover den mangeårige samarbejdspartner Daryl Stuermer på guitar og bas og Collins' søn Nicholas på trommer. Touren, som kun skulle have fundet sted i Storbritannien og Irland, skulle have haft premiere i november 2020, men er grundet corona-pandemien udskudt til september 2021.

LÆS OGSÅ: Phil Collins svarer på læsernes spørgsmål: Jeg kunne godt lide American Psycho-filmen

I 2020 blev sologennembruddet "In the Air Tonight" i øvrigt igen et hit, efter at en video, hvor de amerikanske YouTube-stjerner Tim og Fred Williams hører sangen for første gang, gik viralt.

LÆS OGSÅ: Phil Collins’ “In the Air Tonight” hitter, efter YouTube-video er gået viralt

Se videoen til klassikeren "In the Air Tonight" fra 1981: