Nyhed

GAFFA På Græs klar med flere navne

GAFFA.dk – alt om musik

GAFFA offentliggør flere navne til vores todages musikfest GAFFA På Græs ved gårdbryggeriet Herslev Bryghus lige uden for Roskilde den 27.-28. august. Denne gang gælder det Hugorm, The Savage Rose, Oh Land og Høker.

GAFFA og Herslev Bryghus vil fejre livemusikkens tilbagekomst. Samtidig ønsker vi at sætte fokus på den nye generation af artister, hvis koncerter vi i mange tilfælde har måttet undvære under pandemien. Derfor arrangerer vi nu to dages musikfest med forrygende toner, dejlige naturøl og mad fra lokale producenter i rå og smukke omgivelser omkring gårdbryggeriet Herslev Bryghus – lige uden for Roskilde. GAFFA omdanner Herslev Bryghus til en festplads med musikken som omdrejningspunkt for alt det fællesskab og kunst, vi har manglet.

Med en unik lokation og et stærkt program kan gæsterne nyde et udsnit af tidens mest anmelderroste og innovative musik. Til GAFFA På Græs er der rig mulighed for at fejre vores genvundne fællesskab og frihed med plads til alle i trygge rammer – naturligvis med respekt for de restriktioner, der fortsat gælder.


De nyeste tilføjelser til programmet er som følger:

Hugorm alias Simon Kvamm (sang), Morten Gorm (guitar) og Árni Bergmann (trommer) brød solidt igennem i 2020 med debut-ep'en Folk skal bare holde deres kæft og albummet Kom, vi flygter, der begge har fået flotte anmeldelser. Musikken er aggressiv, men samtidig melodisk rock med inspiration fra hiphoppen, og bandet har givet talrige, udsolgte og intense koncerter i 2020 og 2021, hvor Simon Kvamms mangeårige sceneerfaring fra Nephew og De Eneste To ikke fornægter sig.


The Savage Rose behøver forhåbentlig ikke nogen nærmere præsentation. Bandet har været aktivt uafbrudt siden 1967 (!) og har gennemgået talrige udskiftninger, men hele tiden med den ultrakarismatiske sanger Annisette som det vokale kraftcenter. Gruppen er især kendt for albummene Dødens Triumf (1972) og Black Angel (1995) og for deres utrættelige sociale engagement. De har turneret nærmest konstant, og i 2017 kunne de opleves på Roskilde Festivals Orange Scene. Samme år var de blevet tildelt GAFFAs Specialpris, og i 2020 modtog de – omsider – IFPIs Ærespris ved Danish Music Awards.

Foto: Naja Rosa Koppel


Oh Land alias Nanna Øland Fabricius debuterede i 2008 med albummet Fauna og fik sit store gennembrud med sit andet, selvbetitlede album fra 2011. Dette udspil indeholdt hittene "Sun of a Gun" og "White Nights" og udkom også i USA, hvor Oh Land blandt andet optrådte i David Lettermans talkshow. Siden har hun udgivet yderligere tre anmelderroste album og har et nyt udspil på vej, og den alsidige kunstner har blandt meget andet også skrevet musik til hele to balletter med scenografi af dronning Margrethe og været dommer i tre sæsoner af X Factor.

Foto: Shervin Lainez


Høker er med egne ord "lyden af en generation, der vælter væggene mellem hiphop, punk og pop". I 2019 udgav den unge kvartet deres debut-ep, vandt KarriereKanonen og blev udvalgt til at varme op for The Minds of 99 i Royal Arena. Året efter fik de solidt hit med sangen "Ud af dig", og senere i år udsender de deres debutalbum. Fremtiden er kun lige begyndt for Høker, der alle er i start-20'erne, og vi glæder os til at følge med på rejsen.

Tidligere har vi annonceret JOYCE, GRETA, PATINA, PRISMA, GINNE MARKER og KAJSA VALA til GAFFA På Græs. Flere navne offentliggøres løbende. 


Programmet er som følger:

Fredag den 27. august:

THE SAVAGE ROSE, HUGORM, PATINA, PRISMA, KAJSA VALA m.fl.


Lørdag den 28. august:

OH LAND, JOYCE, GRETA, HØKER, GINNE MARKER m.fl.

 


Fakta:

Dato: 27.+ 28. august

Tidsrum: kl. 14-23 (sidste koncert starter kl. 21)


Venue: Herslev Bryghus, Kattingevej 8, Herslev, 4000 Roskilde

Billetter: Dagsbilletter à 300 DKK + gebyr

Offentlig transport: Bus 207 fra og til Roskilde station hver halve time


Parkering: Markparkering 500 meter fra festpladsen

Aldersgrænse: Børn under 16 har kun adgang ifølge med voksne

Billetsalget er i fuld gang på Billetlugen.dk


ANNONCE