Nyhed

Liss-sanger Søren Holm er død

GAFFA.dk – alt om musik

"Vores elskede Søren er tirsdag d. 25. maj pludseligt blevet taget fra os"

Søren Holm (nummer tre fra venstre på foto, red.), sanger i det aarhusianske band Liss, er død, skriver bandet på deres Facebook-profil. Ifølge NME var Holm 25 år gammel.

"Kære Allesammen,
Vores elskede Søren er tirsdag d. 25. maj pludseligt blevet taget fra os. Søren var det smukkeste, sjoveste, sødeste menneske, der altid passede på alle omkring ham. Vi er knuste og i chok. Sammen med Sørens familie beder vi om fred og ro til at sørge.
Villads, Vilhelm og Tobias."
 
Sammen med resten af Liss har Søren Holm opnået masser af danske og internationale roser for gruppens blanding af soul, funk, pop og indierock, hvor Holms karakteristiske, nasale stemme var en central del af udtrykket. Bandet har udgivet tre ep'er i årene 2016-2020, First, Second og Third, samt en stribe singler. Den første ep blev udsendt internationalt af det markante engelske indieselskab XL Recordings, der blandt andre også har udsendt Radiohead og Adele.
 
Liss har turneret i både USA og Europa, ligesom de har spillet på en lang række danske festivaler, blandt andet Roskilde, NorthSide og Heartland. De optrådte også til GAFFA-Prisen i 2015. Liss har modtaget to Steppeulve, Årets Håb i 2016 og Årets Orkester i 2017.
 
Gruppen havde planlagt en turné i august og september, og de har arbejdet på ny musik i den senere tid med tre singler i år. Bandets seneste single, dobbeltudgivelsen "Precious/Leave Me on the Floor", udkom tidligere på måneden.
 
 


Hør Liss' seneste udgivelse, dobbeltsinglen "Precious/Leave Me on the Floor" udsendt i begyndelsen af maj – og se Liss fremføre "Always" til GAFFA-Prisen 2015 nederst.


ANNONCE