GAFFA - alt om musik
L.A. Woman udkommer i ekstensiv boksudgave
I sommer var det et halvt århundrede siden, Jim Morrison endte sit liv i en alder af bare 27 år, i juli 1971. Det var blot tre måneder efter udgivelsen af The Doors' sjette album L.A. Woman, som altså endte med at blive bandets svanesang.
Nu udkommer albummet, som således kunne fejre 50 års fødselsdag tidligere på året, så i en ekstensiv boksudgave - med masser af hidtil uudgivet materiale til glæde for fans af den legendariske rockgruppe, som udfoldede sig over blot seks intense år fra 1965-71. L.A. Woman: 50th Anniversary Deluxe Edition følger i kølvandet på tilsvarende genudgivelser af gruppens øvrige bagaktalog - senest boksudgaven af bandets næstsidste album, Morrison Hotel fra 1970.
"Drenge og piger, det her et af rockhistoriens store album. Og eneste egentlige ærgrelse ved genudgivelsen er den iboende påmindelse om, at vi aldrig fik lov at høre, hvad The Doors kunne have drevet det til, hvis ikke historien var sluttet i et badekar i Paris i sommeren ’71," skrev GAFFAs anmelder ved udgivelsen i efteråret 2020 - og tildelte de maksimale seks stjerner til udgivelsen.
L. A. Woman blev oprindeligt indspillet i The Doors øvelokale på Santa Monica Boulevard i Los Angeles i november 1970. Det blev produceret af bandet selv i samarbejde med deres tekniker Bruce Botnick, efter at deres faste producer Paul A. Rothchild valgte at afbryde samarbejdet tidligt i processen.
I den nye boks får man originalalbummet i en ny udgave remastereret af Botnick og præsenteret på både vinyl og cd. Hertil kommer to cd'er med mere end to timers uudgivet ekstramateriale - inklusive både alternative udgaver af sange som "Changeling", "Love Her Madly" og "Riders on the Storm" og coverversioner af Junior Parkers "Mystery Train", John Lee Hookers "Crawling King Snake", Big Joe Williams "Baby Please Don’t Go" og Lee Dorseys "Get Out Of My Life Woman".
Det nye bokssæt, som foruden tre cd'er og en vinylplade byder på liner notes af Rolling Stone-journalisten David Fricke, udkommer 3. december.
LÆS OGSÅ: I dag er det 50 år siden, Jim Morrison døde – her er historien om The Doors