Nyhed

Billie Eilish opfordrer til ”hurtig handling” forud for FN's klimakonference

GAFFA.dk – alt om musik

Blandt andre Coldplay og The 1975 støtter ligeledes op om en grønnere fremtid for alle

FN’s klimakonference 2021, COP26, finder sted i Glasglow fra den 31. oktober til den 12. november. I den forbindelse har verdensstjernen Billie Eilish opfordret til ”hurtig handling”, skriver NME.

Den 19-årige sanger er gået sammen med blandt andre skuespiller Rain Wilson og opdagelsesrejsende Levison Wood samt en række forskere fra Arctic Basement som en del af University of Exeters GreenFutures-kampagne, og sammen har holdet filmet en video, der retter sig mod verdenslederne.


”Dette år beslutter vores ledere de globale handlinger, der er påkrævet med henblik på miljø- og klimakrisen i et afgørende årti for vores planet. Vi skal stå sammen og tale højt for at redde vores planet. Ikke blot for vores egen skyld, men også for vores fremtidige generationer. Vi har brug for presserende, presserende handling nu, og vi må arbejde sammen som én,” udtaler Eilish i videoen.

Artiklen fortsætter under opslaget

Det er ikke første gang, at hitmageren har opfordret til grøn handling. I sidste måned var Eilish en af en række stjerner, der efterspurgte en stærkere politik vedrørende klimaforandringerne fra den amerikanske kongres.

Sangeren er langt fra alene med sit ønske om at passe på miljøet. For nylig annoncerede Coldplay en klimavenlig verdensturné, som blandt andet gør sig bemærket ved udelukkende at få sin strøm fra bæredygtige energikilder, og tidligere denne måned lancerede The 1975 en ny T-shirt-kollektion i samarbejde med klimaforandringsorganisationen Music Declares Emergency, som står bag No Music on a Dead Planet-kampagnen.


LÆS OGSÅ: Coldplay sælger over en million koncertbilletter i Europa

”Denne november afgøres planetens skæbne til COP26, FN’s klimakonference. Vi er stolte af at støtte Music Declares Emergency og deres #NOMUSICONADEADPLANET-kampagne, hvor de kæmper for at sikre en grønnere fremtid for alle,” udtalte The 1975 dengang i et statement.

Det britiske band kommer både omkring klimaet og en række andre samfundsmæssige problemstillinger i musikvideoen til deres nummer "Love It If We Made It" fra 2018, hvor forsanger Matty Healy erklærer, at "modernity has failed us". Se videoen nederst i artiklen.


Dette års klimakonference byder på et særligt not-for-profit specialevent med paneler, talks og live musik, hvor alt overskud går til Brian Enos EarthPercent, der arbejder for, at musikindustrien skal støtte op om klimavenlige organisationer samt udvalgte lokale velgørenhedsorganisationer i Glasgow.

Aurora, Sam Fischer og BEMZ skal optræde til begivenheden, som er del af tredages fringe-festival Beyond the Green, imens Andy Cato (Groove Armada), Sarra Wild og Darwin holder festen kørende til after-showet.

LÆS OGSÅ: Our Planet - Live In Concert gæster Danmark med orkestershow


Se videoen til "Love It If We Made It" her:

ANNONCE