Nyhed

DJBFA støtter P6 Beat og P8 Jazz

GAFFA.dk - alt om musik

I dag, torsdag, viser brancheforeningen DJBFA deres støtte til de lukningstruede radiokanaler P6 beat og P8 Jazz.

Det strammer til hos P6 Beat og P8 Jazz. De to radiokanaler står til at lukke ved årets udgang, hvis der ikke findes penge til dem.

I denne uge har vi hos GAFFA talt med DR's kulturdirektør, Henrik Bo Nielsen, som forklarede, at hvis pengene ikke bliver fundet politisk - altså at regeringen sætter ekstra penge af til kanalerne - vil de lukke.


I dag, torsdag, afholdes der det, som Anders Bøtter i sit åbne brev kalder for et stormøde. Henrik Bo Nielsen kalder det for et statusmøde.

Uanset mødets navn har det givet anledning til, at brancheorganisationen DJBFA har indrykket helsideannoncer i flere landsdækkende dagblade - og samtidig skabt en bølge på social medier, hvor deres opslag allerede fra morgenstunden bliver delt i flæng.

Se hele annoncen nedenfor.


LÆS OGSÅ: ÅBENT BREV: Med et farvel til P6 Beat og P8 Jazz tramper man på dansk musikliv, der efter corona er presset helt i bund

Anna Lidell, der er forkvinde i DJBFA, forklarer organisationens involvering i konflikten med, at både politikere og DR har et ansvar for, at vi igen taler om at bevare radiokanalerne - og hvad vigtigere er, så har begge lejre også nøglen til at rulle beslutningen tilbage.

- DR’s to radiokanaler P6 Beat og P8 Jazz har en helt uvurderlig betydning for dansk musikliv, og for at den musik, de spiller kommer ud til lytterne. Vigtige musikalske strømninger i Danmark vil miste sit fodfæste, hvis man lukker kanalerne og smider nøglerne væk. I debatten har argumenterne primært handlet om at spare penge for DR. Men det er et for snævert fokus i vores optik – for omkring stationerne vokser der essentielle musikmiljøer op og bliver formidlet til hundredetusindvis af mennesker på ugentlig basis. Netop derfor er det så vigtigt, at de to radiokanaler bliver bevaret, da de er eksponenter for den mangfoldige musik, som ellers ikke har sendeflade på andre kanaler, siger hun.


- Vores nuværende medieaftale blev til i 2018 med Mette Bock i spidsen - en medieaftale hvor DR’s kor og orkestre blev videreført, og andelen af dansk musik på radio øget til 48 procent på såvel P3 som P4. Til gengæld blev P6 Beat, P7 Mix og P8 Jazz nedlagt. Den aftale er gældende, indtil vi får et nyt medieforlig - noget, som var planlagt til at ske i 2020, men som nu igen er blevet rykket og måske først ser dagens lys i 2022. I mellemtiden har den nuværende regering og støttepartier givet P6 Beat og P8 Jazz kunstigt åndedræt. Men vi skal væk fra at hoppe fra tue til tue og i stedet sikre en langsigtet plan for radiostationerne. Det skylder vi de ansatte, musikbranchen og ikke mindst alle lytterne, lyder det fra Anna Lidell, forkvinde i DJBFA.

I annoncen underbygger DJBFA desuden, at det netop handler om, at de to radiokanaler er uvuderlige, når det kommer til musikalske strømninger.

- Vi bruger ofte billedet af, at fødekæden i musikbranchen er som en skov. Når biodiversiteten er høj og mangfoldig, og samtidig har stærkt fælles rodnet, så lever den længere og bedre. Netop derfor er det så vigtigt, at de to radiokanaler bliver bevaret, da de er eksponenter for den mangfoldige musik, som ellers ikke har sendeflade på andre kanaler, skriver DJBFA i annoncen og fortsætter:


- De kommende forhandlinger om en ny medieaftale kan give god mulighed for en grundig drøftelse af, hvordan vi prioriterer et bredt dansk musikliv via public service hos DR. Tag den mangfoldige musik alvorligt og bevar P6 Beat og P8 Jazz. Til glæde for de pulserende musiklyttere og ikke mindst alle de danske lyttere.

DBJFA - Danske Jazz, Beat og Folkemusik Autorer - er en fag- og brancheorganisation for sangskrivere og komponister. De er landets største forening af komponister og sangskrivere med over 1600 medlemmer; især på de genreområder, P6 Beat og P8 Jazz beskæftiger sig med.

 
 
 
 
 
View this post on Instagram
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Et opslag delt af DJBFA komponister/sangskrivere (@djbfa_)


Læs også: Det siger partierne om P6 Beat og P8 Jazz’ fremtid

ANNONCE