Nyhed

Judas Priest-forsanger kæmpede med prostatakræft under pandemien

GAFFA.dk – alt om musik

Rob Halford begyndte sin behandling sidste juli og er nu i bedring

Judas Priest-frontmanden Rob Halford har italesat sin kamp mod prostatakræft i et interview med Heavy Consequence. Nyheden er også i den opdaterede version af Halfords biografi, Confess, fra 2020. Han understreger over for sine fans, at han er i bedring, skriver NME.

"Jeg havde min lille kræftkamp for et år siden, hvilket jeg kom igennem, og det er i bedring nu, gudskelov. Det skete, mens vi alle var i lockdown. Jeg har intet andet end taknemlighed for at være i dette stadie af mit liv, hvor jeg stadig laver, det jeg elsker mest," siger den 70-årige sanger.


Behandlingen startede sidste juli, hvor Halford besluttede at få fjernet prostata for at undgå stråling. Tidligere i 2021 blev der dog fundet mere kræft, hvorfor han desværre skulle have strålebehandlinger alligevel. Det fik han gennem april og maj måned 2021.

I den opdaterede biografi forklarer Halford, at han fandt symptomer allerede tilbage i 2017: "Jeg følte en kombination af chok, rædsel og mærkeligt nok, lettelse – nu ved jeg det i det mindste. 'Skal jeg dø?' var det eneste jeg kunne tænke på."

Nyheden omkring Rob Halford kommer kort efter, at Judas Priest-guitaristen Richie Faulkner blev indlagt med hjerteproblemer. Faulkner oplevede en aorta-aneurisme på scenen under en koncert i forbindelse med Judas Priests 50 Heavy Metal Years-turné i USA. Resten af turnéen er blevet udskudt på ubestemt tid. 


Judas Priest er offentliggjort som hovednavn på Copenhell 2022. Denne festivaloptræden skal afholdes i forbindelse med deres Europaturné. Metal-bandet blev også offentliggjort som hovednavn i 2020 og 2021, men blev begge gange aflyst grundet coronapandemien. Om bandets fremtidige optrædener vil finde sted er endnu uvist.

LÆS OGSÅ: Judas Priest-guitarist forklarer årsagen bag indlæggelse

ANNONCE