GAFFA.dk – alt om musik
Alt-J udkommer med nyt album til februar. Første single med tilhørende musikvideo er ude nu.
Den britiske trio Alt-J har netop annonceret, at deres længe ventede fjerde album lander 11. februar og får titlen The Dream. Første single er ude allerede nu, og den har fået titlen ”U&ME”. Den er landet med en tilhørende musikvideo, hvor den fulde trio for første gang optræder sammen på video. Se den nedenfor. Gruppen, der er kendt for at bruge rigeligt med tid i studiet, har ikke udgivet et album siden 2017, hvor Relaxer udkom.
Pladen The Dream kommer til at blande true-crime historier og fortællinger om Hollywood med nogle af bandets mere personlige øjeblikke. Nummeret ”U&ME” blev skrevet under forskellige lydkontroller over hele verden, og da bandet kom tilbage til London og hørte optagelserne, vidste de, at det var en af deres mest dynamiske optagelser til dato. Joe Newman, der er forsanger og spiller guitar i Alt-J, taler om processen og siger i en pressemeddelelse: "Det tog fart på egen hånd, det var bedst bare at komme af vejen. Vi var bare der.”
Gus Unger-Hamilton, der synger og spiller keyboard i Alt-J, uddyber betydningen af "U&ME" og siger: "Det handler om at være på en festival med dine bedste venner, om at have det godt, om samvær og om følelsen af, at intet i livet kunne være bedre end det er lige nu.”
Det britiske indie-rockband udgav i 2012 deres debutplade An Awesome Wave, der modtog den prestigefyldte Mercury Prize, og to år senere kom This Is All Yours. På debutpladen finder man hittet ”Breezeblocks”, der har over 500 millioner afspilninger på Spotify.
Alt-J rammer desværre ikke Danmark i forbindelse med det nye album indtil videre, men de indleder derimod en tre måneder lang US-tour, hvor de planlægger at besøge 31 byer i USA.
Albummet The Dream udkommer den 11. februar 2022. Hør herunder første single fra albummet, ”U&Me”, og se den tilhørende musikvideo:
LÆS OGSÅ: Alt-J deler ny grafisk video med Pusha T