x
Mac Miller: Circles

Mac Miller
Circles

Den sidste omgang

GAFFA

Album / Warner
Udgivelse D. 17.01.2020
Anmeldt af
Jens Dræby

Det må svært for mangen en Mac Miller-Stan at høre det seneste næsten-medlem af Klub 27 synge teksten til Loves “Everybody’s Gotta Live”. Miller er nået bemærkelsesværdigt langt på en karriere defineret af popsange om Donald Trump, oder til Ariana Grande og et turbulent liv af kaotiske indfald. Swimming blev mandens sidste album, men der var mere i støbeskeen, og producer Jon Brion har nu færdiggjort det 26-årige talents første posthume plade. 

Man fornemmer nødvendigheden i albummet, og naturligvis er det let at tillægge et afgået koryfæ langt større geni, end hvad godt er. Men Circles er et helstøbt værk, der tager ånden fra Swimming og skaber en afrundet oplevelse, som ligger i samme afslappede reflekterede liga som Frank Ocean og Hans Phillip. Jon Brion har tydeligt taget sit talent for at skabe lydsporet til bittersøde, eftertænksomme dramaer som Synecdoche, New York og Lady Bird med sig i studiet for at malke melankolien og de eftertryggelige budskaber, som Malcolm McCormick har efterladt os.

Mac rapper næsten ikke på den nye plade. Eller lige præcis på “Hands” rapper han bl.a. følgende linjer: “I've spent my life livin' with a lot of regrets, you throw me off my high horse, I'd probably fall to my death”. Millers stemme er ellers blevet formet til hans helt egen stener-pop-soul, og det nærmer sig rap, men aldrig rigtig på f.eks. “Blue World”, der markerer et løft i albummets ellers tilbagelænede forhåbninger. Der reflekteres over ekskæresten og idolerne med et elegant energisk beat af et vokalsample, der er hakket i synthskud. 

Vi er alle sammen Mac Miller. Der er en oprigtighed og umiskendelig genkendelighed at finde på Circles. Mod slutningen af albummet på “That’s On Me” finder Mac tiden til at sige undskyld over en gyngende organisk instrumentering, der beviser, at Mac Miller var før Skizzy Mars eller Berhana eller størstedelen af Brockhampton til at lægge standarden for nutidens reflekterende urbanlyd. Miller siger undskyld på en helt anden måde end Kanyes episke “Runaway”. Der er ingen fine fornemmelser eller svage egoer. Mac Miller lyder vitterlig fredfyldt.

Miller er faktisk så meget i sig selv, at et nummer som “Hand Me Downs” næsten mister fatningen med albummets lyd, og det er først og fremmest, fordi Baros gæstevokal sammen med produktionen gør det hele for poleret og kalkuleret, og jeg som lytter mister min tiltro til værket som noget dybfølt, når det hele bliver lidt for hyggeligt. 

Den sidste mavepuster kommer med “Once A Day”, der afslutter Mac Millers sidste plade ikke med et brag, men med simrende keys og en symbolsk pludselig fade fra “I can’t find a single word”. Har Jon Brion skruet op for følelsespornografien? Ja. Fungerer det? Snøft* ja, det gør så.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA