Nyhed

Destroyer giver dansk koncert

GAFFA.dk - alt om musik

Man kan opleve bandet den 26. september på Lille Vega i København.

Den canadiske indie-veteran Dan Bejar og hans band inviterer til et intimt sensommermøde med Destroyers forfinede blanding af ørekælende melodier og tyngende verdenssmerte.

Efter en ærgerlig aflysning af deres 2021 koncert i Pumpehuset er bandet nu klar til at give revanche, denne gang med mere musik under bæltet. Er man en opmærksom fan, faldt man nok over Detsroyers nye single ”Tintoretto, It’s for You”, i sidste måned. En storladen skæring med heftige synthesizere, distortede guitarer, et gysende piano og en betagende vanvittig performance fra Bejar. 


To år efter udgivelsen af det anmelderroste album Have We Met, står Destroyer nu igen klar med et projekt, som den førnævnte single er en forsmag på. Labyrinthitis har udgivlsesdato den 25. marts, bliver Destroyers 13. studiealbum og er skabt ud af det kreative rum, der var pandemiens isolerende og desillusionerende højdepunkt. Det er derfor ikke umuligt at forestille sig, at de maniske træk, der er at høre i ”Tintoretto, It’s for You”, kommer til at være et tema i albummet.

Under artiklen kan Destroyers nyeste single "Eat the Wine, Drink the Bread" høres, en sang, der byder på en væsentlig mere upbeat og funky side af bandet.

Billetsalget er sat i gang og kan købes via Vega, smash!bang!pow! og Ticketmaster.


LÆS OGSÅ: DESTROYER-ANMELDELSE: Ingen åbenbaring i denne ombæring

ANNONCE