GAFFA.dk - Alt om musik
Den britiske rockgigant Elvis Costello giver koncert i Musikhusets Store Sal i Aarhus 1. juli
Koncerten vil være en del af hans kommende turné The Boy Named If and other Favourites, og med sig har han sit faste band The Imposters og et ekstensivt bagkatalog.
Costello startede sin karriere som en del af den britiske pubrock-scene og blev senere hen en del af den første bølge af den new-wave og punkrock i England. Hans debutalbum My Aim Is True udkom i 1977, og det og dets to efterfølgere er alle tre på Rolling Stones liste over de 500 bedste album nogensinde. Derudover har han modtaget adskillige priser og hæder, blandt andet et engelsk ridderskab.
Siden sin debut i 1977 har Costello været yderst aktiv med udgivelser inden for både rock, pop, jazz og klassisk og er endnu en gang aktuel, nu med sit 32. studiealbum The Boy Named If. Derudover har han skrevet musik til indtil flere film, heriblandt nummeret ”God Give Me Strength”, som han skrev i samarbejde med sangskriveren Burt Bacharach til filmen ”Grace of My Heart”, for hvilken de blev nomineret til en Grammy.
Koncerten finder sted fredag den 1. juli 2022, og det officielle billetsalg starter den 25. februar klokken 10.
GAFFAs anmelder var begejstret for albummet The Boy Named If og tildelte det hele fem stjerner.
LÆS OGSÅ: Voldsomt oplagt Costello rocker igennem
Varm op med "Magnficent Hurt" fra Costellos nye album The Boy Named If: