Nyhed

Kanye West møder hård kritik fra Astroworld-efterladte oven på kommentar mod Billie Eilish

GAFFA.dk – alt om musik

Familien til niårige Ezra Blount svarer West igen, efter hans krav på undskyldning fra Billie Eilish i forbindelse med en udtalelse under en koncert i Atlanta

Lørdag den 5. februar svingede Billie Eilishs Happier Than Ever Tour forbi Atlanta, Georgia. Under koncerten led et publikumsmedlem af åndenød, hvilket ledte Eilish til at stoppe koncerten, skaffe en inhalator og forsikre sig om vedkommendes velbefindende. Inden Eilish genstartede koncerten, udtalte hun ”Jeg venter på, at folk har det okay, før jeg fortsætter”, hvilket blev mødt med stort bifald.

Dog er det ikke alle, der klapper i hænderne over denne hændelse. I går gik Kanye West nemlig på Instagram for at udtrykke sin utilfredshed med Eilishs udtalelse. West tog det som et stik mod samarbejdspartneren Travis Scott, efter den horrible ulykke, der skete på Scotts Astroworld-festival i Houston, Texas november sidste år, hvor 10 personer blev mast ihjel under Scotts koncert. ”Kom nu, Billie, vi elsker dig og beder dig om at undskylde til Trav og de berørtes familier,” skrev West på Instagram. Da Eilish og West begge er hovednavne på dette års Coachella-festival, skriver han længere inde i posten: ”Trav skal være med mig på Coachella, men nu kræver jeg en undskyldning fra Billie, før jeg vil optræde. ”


Eilish har hurtigt svaret igen med, på selvsamme Instgram-post, at hun ”bogstaveligt talt ikke sagde et ord om Travis”. Og ikke nok med hendes modsvar, nu er også familien til den niårige dreng Ezra Blount, der døde som konsekvens af Astroworld-tragedien, trådt ind i denne disputs. Ifølge Ezra Blounts bedsteforældre, Tericia og Bernon Blount, er Wests udtalelse ikke bare idiotisk, men også sårende.

”Det er helt vildt, at han vil have nogen til at undskylde for at sætte andre folks velbefindende forud for deres profit. Det var én, der havde brug for sin astma-inhalator. Vedkommende kunne have mistet livet, lige dér. Verden er forskruet, og vi må holde op med det her,” udtaler Bernon Blount til Rolling Stone.

LÆS OGSÅ: VIDEO: Pusha T og Kanye nyder sig selv i musikvideoen til "Diet Coke"


ANNONCE