Nyhed

Tower of Power giver tre danske koncerter

GAFFA.dk – alt om musik

Funk-veteranerne spiller i Aarhus, København og Aalborg i oktober

De californiske funk-veteraner Tower of Power, der i 2018 kunne fejre 50 (!) års jubilæum, drager på Europaturné og giver intet mindre end tre koncerter herhjemme, nemlig i Musikhuset Aarhus 22. oktober, DR Koncerthuset i København 23. oktober og Musikkens Hus i Aalborg 31. oktober.

Bandet har adskillige gange spillet for udsolgte sale i Danmark med deres højenergiske fusion af funk, soul, jazz og rock.

Tower of Power blev dannet i Oakland, Californien tilbage i 1968, og det mildt sagt rutinerede orkester har gennem karrieren – med en del udskiftninger undervejs – turneret med verdensnavne som Sly Stone og Credence Clearwater Revival samt optrådt på album med blandt andre Aerosmith, Madonna, Smokey Robinson, Rod Stewart og Elton John. Gennem 90’erne fungerede Tower of Power også som backingband for Huey Lewis & The News.

Bandet, der for tiden tæller 10 medlemmer, har især opnået stor anerkendelse for deres genremix og yderst kompetente blæsergruppe og rytmesektion. Sidstnævnte har ifølge GAFFA-anmelder Morten Buschmann ved bandets koncert i Amager Bio i 2013…siden 1968 opfundet originale tromme/bas-figurer, som er så enestående, at enhver bassist og trommeslager - indenfor hvilken som helst genre – burde være tvangsindlagt til at nærlytte de tos rytmiske opfindsomhed.”

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Old-school hip soul

Billetsalget til koncerterne begynder fredag den 4. marts klokken 10 via Allthingslive.dk


Varm op med en NPR Music Tiny Desk Concert fra 2018:

ANNONCE