GAFFA.dk – alt om musik
Videoen til "Whispers of the Past" er ude nu
Det danske neo-folk-band Of The Wand And The Moon under ledelse af sanger og sangskriver Kim Larsen er klar med en smuk og stemningsfuld video til sangen "Whispers of the Past" fra sidste efterårs album Your Love Can’t Hold This Wreath Of Sorrow. Et udspil, som var gruppens første album i ti år, og som GAFFAs anmelder tildelte fem stjerner. Se videoen nedenfor.
LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Stemmen fra dybet indfrier alle forventninger efter 10 års albumpause
Både sangen og videoen har gæstevokaler fra Sarah Hepburn, kendt fra Kloster, Lucky Moon og Blood On A Feather.
I efteråret talte vi med Kim Larsen og stillede ham følgende spørgsmål:
Du dyrker mørket, melankolien og tristessen på en måde, der nærmest får Low til at lyde som jubeloptimister. Hvordan kan det være, det er der, du henter din inspiration? Hvor bogstaveligt skal man tage dine tekster?
- Tak... jeg elsker Low. Jeg tænker, at der er nok musik, der beskriver hvor mange damer, man har nedlagt, penge der er blevet tjent, og hvor fedt det var på dansegulvet. Haha...sorry. Jeg ved det ikke, jeg har nok altid været til det mere mørke musik og tekstunivers. Det er jo nok en del af min personlighed og preference af musik generelt. Min lyrik er ikke altid én-til-én. Men lyrikken er heller ikke altid grebet ud af den blå luft.
Se videoen til "Whispers of the Past":