x

OF THE WAND AND THE MOON-INTERVIEW: ”Der er nok musik derude, der beskriver, hvor mange damer man har nedlagt”

OF THE WAND AND THE MOON-INTERVIEW: ”Der er nok musik derude, der beskriver, hvor mange damer man har nedlagt”

Fremragende Of the Wand and the Moon er i disse dage aktuelle med den femstjernede opfølger til det ti år gamle hovedværk, The Lone Descent. Men hvorfor skulle der gå ti år? Det og meget andet har vi fanget manden bag projektet, Kim Larsen om.

Det mest oplagte spørgsmål må være, hvorfor der skulle gå ti år siden The Lone Descent, til vi fik et nyt udspil? Hvad har du lavet i mellemtiden? Der har været en del sideprojekter, kan du fortælle lidt om dem?

- Der er flere faktorer, der har spillet ind i forhold til, at det skulle tage så lang tid. Først og fremmest har jeg ikke lyst til at udgive et album hvert år bare for at gøre det, og lave det samme som sidst.

Den der business plan, hvor det ender med et par gode numre på et album, og resten er fyld, gider jeg ikke. Personligt har jeg brug for at gøre mit bedste med de midler, jeg har, på det givne tidspunkt, og lave et album jeg selv kan holde ud at høre på – og ikke gå for meget på kompromis. Selvfølgelig - hvis man havde en million til at indspille for, ville man kunne gå endnu mere amok i produktion og gøre tingene hurtigere osv.

Jeg udgiver også mine ting på mit eget label, så der står ikke nogen med en pose penge at indspille for. Det må man selv stå for. Så der er selvfølgelig klart et spørgsmål om penge.

Så når man ikke har nogen bag sig som laver promotion, videoer, grafik, booker jobs osv., må man jo gøre det selv. Og det tager alt sammen tid. Booker har vi dog fået sidenhen, og hjælp på PR- fronten m.m. Så efter mine albums med Of The Wand And The Moon er jeg fuldkommen drænet for idéer og energi. Alt har dog ikke stået stille, da der er kommet adskillige singler, livealbums, genindspilninger og andre udgivelser siden The Lone Descent. Processen fylder så meget, når det er i gang, at der ikke er meget tilbage, når værket er færdigt.

Det forrige album The Lone Descent blev også færdiggjort i en meget svær periode i mit liv. Jeg tænkte tit, at det ville være mit sidste.

Og så var der en del opstarts-problemer på Your Love Can’t Hold This Wreath Of Sorrow. Min co-producer Mikkel skulle være færdig med Klosters – ellers fremragende – seneste plade, før han kunne gå i gang med et nyt projekt. Desuden var der en del organisering, der skulle klares, da min trommeslager var ude af landet i et halvt år, min co-producer var i USA, og jeg selv skulle spille i Australien. Og så kom Corona midt i det hele...så ja, en masse udfordringer

Du dyrker mørket, melankolien og tristessen på en måde, der nærmest får Low til at lyde som jubeloptimister.  Hvordan kan det være, det er der, du henter din inspiration? Hvor bogstaveligt skal man tage dine tekster?

- Tak...jeg elsker Low. Jeg tænker, at der er nok musik, der beskriver hvor mange damer, man har nedlagt, penge der er blevet tjent, og hvor fedt det var på dansegulvet. Haha...sorry. Jeg ved det ikke, jeg har nok altid været til det mere mørke musik og tekstunivers. Det er jo nok en del af min personlighed og preference af musik generelt. Min lyrik er ikke altid én-til-én. Men lyrikken er heller ikke altid grebet ud af den blå luft.

Martin Hall og Uffe Lorenzen optræder begge på Your Love Can't Hold This Wreath Of Sorrow. Hvordan kom samarbejdet I stand? Hvad synes du de hver især har af styrker og kvaliteter, der passer ind på et Of The Wand...-udspil?

- Angående Uffe Lorenzen, så har jeg kendt ham i mange mange år. Vi var på det samme bookingselskab (3rd Tsunami). Ralph Rjeily – hvil i fred – var en god fælles ven som bookede og lavede lyd for os begge. Jeg tror også, vi begge øvede i det hedengagne Eigens Ballroom.
Så jeg stødte tit ind i Uffe. Jeg har også været rigtig glad for Uffes musikalske ting som Baby Woodrose, Spids Nøgenhat og Pandemonica. Med The Lone Descent vidste jeg, at den skulle hælde til 60’erne. Og jeg er ikke den store vokalist, så jeg tænkte, Uffe kunne lægge nogle gode backingvokalspor ned. Så inviterede ham og Morten Aron Larsen (fra On Trial/Spids Nøgenhat osv.) til at lave noget vokal på nummeret "We Are Dust". Og det blev fantastisk. Meget Beach Boys. Så da jeg skulle bruge noget vokal igen, var det naturligt at spørge Uffe.

Det var også "We Are Dust", som Martin Hall hørte, da ”The Lone Descent” kom ud og fortalte vores fælles ven og samarbejdspartner Peter Mesnickow, at han også var begejstret for nummeret. Da Mikkel Elzer og jeg sad i studiet og lyttede på ”Nothing For Me Here”, syntes vi begge, at Martin Hall ville passe perfekt til omkvædet. Hall var heldigvis frisk på at medvirke.

Da jeg så gerne ville have at coveret til Your Love Can’t Hold This Wreath Of Sorrow havde en slags løs reference til 60'ernes udgivelser - dengang man havde nogle linernotes skrevet af andre på bagsiden af coveret - så kom jeg hurtigt til også at tænke på Hall i denne sammenhæng.
Jeg begyndte selv at skrive noget, men blev hurtigt enig med mig selv, at det ville tage for lang tid at realisere. Jeg har været meget glad for Martin Halls bøger. Så jeg fik spurgt, og han sagde også ja til dette og skrev essayet ”Dead Skin Cells” til bagsiden af coveret.

Kommer der til at gå ti år før næste udspil?

- Det håber jeg virkelig ikke. I hvert fald er der indspillet flere numre og materiale til Your Love Can’t Hold This Wreath Of Sorrow, som jeg har tænkt mig at kombinere med numrene fra albummet og udgive på et udvidet/extended dobbelt vinyl. Forhåbentlig til næste år. Vi må se. Jeg har en idé og vision om, hvordan det næste album skal bevæge sig hen musikalsk. Men omvendt vil jeg uden tvivl også skulle bruge en masse tid på at skulle turnere internationalt i kølvandet på det nye album, så der er ingen konkrete albumplaner endnu. Men jeg håber da selv, at der ikke går lige så lang tid denne gang. Men jeg følger mit eget tempo, og som en god, lagret Klovborg-ost, så tager tingene den tid, tingene skal tage, haha!

Jeg så jer spille support for Anna von Hauswolff - har der været snak om et muligt samarbejde?

- Jeg stødte tit på Anna, da hun boede i København og ja, Anna og jeg havde snakket om at samarbejde på det nye OTWATM-album. Tingene blev desværre for stressede...men måske en gang i fremtiden. Det håber jeg da klart på!


En top fem over de fem plader, der betyder mest for Kim Larsen:

1: CURRENT 93 – ”Thunder Perfect Mind”
”Det var det album der ramte noget i mig, og som fik mig til at tænke "det her er musik jeg bliver nødt til at udforske dybere””

2: DEATH IN JUNE – “Rose Clouds Of Holocaust”

3: DEATH IN JUNE – “But What Ends When The Symbols Shatter”

”Death In June er nok en af mine største inspirationskilder. En iskold tomhed og tekster, der indeholder en pessimisme, en skønhed og et mørke, som jeg ikke har følt mig så ramt af som i noget andet”.

4: SERGE GAINSBOURG - ”Je t'aime (Moi non plus)/Jane B” (7" single)
”Var en single, min far havde og som jeg har arvet. Jeg lyttede meget til den som lille. Hvis nogen undrer sig over, hvorfor bassen lyder som den lyder på min nye plade, så er dette grunden.
Og min trompet-fetich er nok fra temaet til den gamle danske serie "En by i provinsen".
De der ting, man lytter til som barn eller meget ung, har det med at hænge ved”.

5: THE BEATLES – ”Rubber Soul”

”Det er svært at koge alt ned til fem plader. Men Rubber Soul var også en plade, min far havde.
Jeg lyttede meget til den. Jeg tror, jeg stræber stadig efter den der 60er/70er lyd”.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Stemmen fra dybet indfrier alle forventninger efter 10 års albumpause


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA