Nyhed

The Minds of 99 surprise-udgiver nyt album: "Vi var skidebange for aldrig at komme igennem det"

GAFFA.dk – alt om musik

Infinity Action er ude nu

The Minds of 99 har netop surprise-udgivet deres fjerde album, Infinity Action, deres første album i næsten fire år og opfølgeren til det meget succesfulde Solkongen, som GAFFAs skribenter kårede til 2010'ernes bedste danske album. Infinity Action er et album, hvor seks af sangene er udkommet på single over de sidste mere end to år, og hvor sangene peger i mange forskellige retninger.

På deres hjemmeside fortæller bandet:


”Vores tre første plader, men især Solkongen, havde jo gjort så meget for os, og vi havde ikke lyst til at gå i gang med at konkurrere med dem. Det ville blive et kreativt fængsel. I stedet fandt vi en stor frihed i bare at skrive sange og udgive singler på må og få uden nødvendigvis at ville noget med det – andet end musikken selv, altså. Hvis vi ændrede vores mindset, så kunne vi lige pludselig udgive en sang på engelsk eller en børnesang, hvis det var det, vi havde lyst til. Så kunne vi lige pludselig være mere modige – eller dumdristige, måske? Ligesom beslutningen om at gå i Parken. Den beslutning lå et sted imellem modigt og dumt. Ingen af os vidste helt, om det var en god eller en dårlig idé, men vi følte den. Der var noget på spil. Det handlede om at turde gøre det.”

Arbejdet på det nye album begyndte i 2019 i Los Angeles, fortæller bandet:

”Det var egentlig meningen, at vi bare skulle trække stikket, feste og tage i byen, men mens vi var derovre, tog vi lige et smut forbi produceren Frederik Thaae, som vi kendte perifert. Det endte med, at vi aldrig forlod hans studie. Der opstod en kolossalt kreativ energi, som vi virkelig nød at være i, og da vi var på vej hjem til Danmark, havde vi indspillet fem sange, der var langt mere færdige, end de normalt ville være så tidligt i en ny proces.”


Undervejs på albummet citerer Niels Brandt digteren Michael Strunge for følgende linjer: "Livet er kedeligt uden kaos. Intet nyt og alt ved det gamle er en sikker brækmedicin,” og det betegner gruppen som en slags manifest for albummet:

"Vi havde brug for at komme ud på dybere vand og tage flere chancer – ikke at vide, hvor det hele skulle ende. Og vi følte, at vi ville komme endnu længere ud, hvis vi udstillede vores proces, så vores fans var med os og kunne se det hele udfolde sig i realtime, nærmest. Af alle de plader, vi har lavet, har Infinity Action været den sjoveste, og samtidig, midt i processen, hvor vi faktisk gik i stå, har det været den værste. Vi startede som lyn og torden, men vi gik i stå i et helt år i midten af det hele."

LÆS OGSÅ: The Minds of 99 udskyder arenaturné til april


"Vi var skidebange for aldrig at komme igennem det, og at det her ville blive vores Smile (Beach Boys) eller Chinese Democracy (Guns N' Roses). Vi har udgivet seks sange fra Infinity Action, og de sange har allerede deres eget liv. De har kommercielt set klaret sig bedre end noget, vi har udgivet førhen. Nu får de også et hus at bo i. Et album, hvor de får selskab af en masse nye sange, der blev færdige her i efteråret. Det føles som en plade nu," fortæller The Minds of 99 på deres hjemmeside.

GAFFAs anmelder er forholdsvis tilfreds med det nye album.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: På rejse uden kompas. Men fortsat i bevægelse.


Hør Infinity Action:

ANNONCE