Vi mindes den dansk-sudanesiske ener, som omkom i en bilulykke på toppen af sin karriere
Portmore, juni 2007. Natasja er 32 år gammel, på toppen af sit spil og endnu engang tilbage på det Jamaica, hun elsker. Kort forinden har Natasja medvirket i Betty Nansen Teatrets nyfortolkning af Shakespeares Købmanden i Venedig hjemme i København.
Godt halvandet år tidligere har hun udsendt sin solodebut Release, efter først at have sunget sig ind i danskernes bevidsthed som gæst på Bikstok Røgsystems landeplage "Cigar."
GAFFAs anmelder var vild med Natasjas første album i eget navn efter årene i gruppen No Name Requested sammen med veninden Karen Mukupa.
"Hun bringer om nogen det smukke frem i dancehallen. Hendes tid på Jamaica har tydeligvis givet hende autenticitet (maan), skriver GAFFAs Sohail Hassan og konkluderer sin firestjernede anmeldelse med ordene:
"En imponerende debut og dansk dancehall med tydeligt internationalt potentiale. Måske vil den have bedre muligheder i udlandet, hvor flere er nede med stilen."
Det burde have været begyndelsen på historien. I stedet slutter Natasjas liv alt for tidligt den nat på Jamaica i sommeren 2007. I dag er det nøjagtig 15 år siden, tragedien indtraf - og dermed en oplagt anledning til at se tilbage på Natasjas liv og den karriere, som sluttede alt for tidligt.
"Hun var en ydmyg pige, mere jovial - og med et højt humør," huskede hendes jamaicanske kollega med kunstnernavnet Spice, da GAFFAs Henrik Bæk i 2017 fulgte Natasjas spor hele vejen til den caribiske ø.
"Hun var altid meget cool og nede på jorden. Hun var en smuk sjæl. Jeg husker hende som en rigtig rar person med en smuk stemme," tilføjede Spice, som talte med Natasja sidste gang et par dage inden ulykken.
Fascinerende vildskab
Natasja og Karen Mukupa mødtes første gang på en Midtfynsfestival i 1980'erne, da de begge var teenagere.
"Vores venner kendte hinanden og pludselig ser jeg denne lidt eksotiske pige med muslingeskaller i håret, næse-ring og halv-dreadlocks," huskede Mukupa i 2017 og tilføjede: "Jeg blev meget fascineret af hendes vildskab, som jeg mærkede helt fra starten."
LÆS OGSÅ: Uudgivet track fra Natasja finder sin vej til lytterne
Der gik ikke længe, inden det stod klart for de to piger, at de skulle lave et band - og sådan blev det. No Name Requested tiltrak sig hurtigt tilstrækkeligt opmærksomhed til at få lov til at varme op for den amerikanske hiphop-stjerne Queen Latifah i Amager Bio i 1990.
Kort efter skrev de kontrakt med Mega Records. De nåede at udgive to singler, inden selskabet - trods en aftale om i alt fire udgivelser - valgte at bruge kræfterne på blandt andre Ace of Base og afbrød samarbejdet.
To spor
Musikken fylder, men den er ikke det eneste i Natasjas liv. Hun dyrker også hestesport - og er god til det. Et voldsomt fald i 1998 kommer dog til at koste en knust hofte og sætter for en tid en stopper for en lovende karriere som jockey.
Hun genoptager den dog efter at have fået ny hofte i 2002 og vinder samme år et prestigefuldt løb i Sudan - som den første kvinde nogensinde.
Successen gentager sig to år senere, men samme år vælger Natasja at tage endegyldigt afsked med den professionelle galopsport og hellige sig musikken. Hun genoptager kontakten med Pharphar, alias Søren Schou, som hun har kendt siden barndommen.
Han co-producerer hendes engelsksprogede debutalbum Release, og inviterer hende med på sangen "Cigar" med sin egen gruppe Bikstok Røgsystem. Da Bikstok året efter udgiver deres dansksprogede debutalbum, Over stok og sten, bliver det en øjenåbner for Natasja.
"Da hun hørte det fulde album, ringede hun mig op og fortalte mig, at 'det her er jo fuldstændig sindssygt, jeg havde aldrig troet, at man kunne gøre det her på dansk!' Nu vil jeg kraftedme også lave et album på dansk! Og det var midt i, at vi var i gang med hendes anden plade på engelsk," fortalte Schou til GAFFA i anledningen af tiåret for Natasjas død.
Resten er historie - en historie, du for eksempel kan læse i vores store portrætartikel fra 2017. Natasja nåede aldrig selv at opleve udgivelsen af sit første dansksprogede album. I Danmark er jeg født udkom nøjagtig tre måneder efter hendes død og betragtes i dag som en moderne klassiker.