Tingene kom helt ud af kontrol i 1977
Det er heldigvis sjældent, tingene kommer ud af kontrol - sådan rigtigt - ved koncerter. Ikke mindst i Aarhus. Men det gjorde de faktisk den 28. marts 1977, da en dengang 35-årig Lou Reed lagde vejen forbi Vejlby-Risskov Hallen for at give koncert i kølvandet på albummet Rock'n'Roll Heart.
Aftenen før den navnkundige newyorker ramte den jyske provins, havde han givet koncert i Falkoner Salen i København - spillestedet, som også kom til at danne ramme om Reeds sidste koncert herhjemme, 35 år senere. Informations anmelder var til stede på Frederiksberg dén aften i '77, og leverede en længere rapport, hvori han blandt andet skrev:
"Det virkede ganske overvældende, og var det ikke fordi vi tidligere har hørt Lou Reed med tilsvarende grader af elektrificering, ville man have troet, at man havde overværet en af de der få guddommelige aftener i en rock'n'rollstjernes liv".
Smadret Steinway
Dagen efter var godt 1600 fortrinsvis unge mennesker mødt op i Vejlby-Risskov Hallen for at opleve Reed, som efter nogle år med sit skelsættende band The Velvet Underground var slået eftertrykkeligt igennem som solist med den David Bowie-producerede Transformer - inklusive sange som "Perfect Day", "Satelitte of Love" og "Walk on the Wild Side" - fem år forinden.
Sidstnævnte nåede publikum lige at få med, men så gik det galt. Mens Reed havde sat sig på scenekanten for at fremføre titelnummeret fra sit (dengang) udskældte album Berlin, blev en genstand - vistnok en ølflaske - kastet mod ham, hvorefter han forlod scenen - blot otte og et halvt numre ind i sættet.
Fremfor at lægge en dæmper på gemytterne, blev det imidlertid (dele af) publikums undskyldning for at gå amok. Inventar blev smadret og unge stødte korporligt sammen med politiet i en kaotisk situation, man ikke havde set mage til herhjemme siden sammenstødene mellem politi og unge ved de tidlige rockn'roll-koncerter i Enghaveparken i slutningen af 1950'erne.
Små tredive år senere huskede journalist Anders Lange stadig aftenens hændelser ret klart, og erindrede i et tilbageblik i Jyllands-Posten:
"Publikum klappede taktfast i 12-15 minutter. Uanset, at roadies og instrumentslæbere var begyndt at afmontere musikanlægget. Efterhånden, som det gik op for århusianerne, at Lou Reed ikke ville vende tilbage, spredte frustrationen sig. Især da en repræsentant for koncertbureaet ICD gik på scenen og sagde: 'Da der er begået et attentat på Lou Reed på scenen, så han sig ikke i stand til at gennemføre koncerten', huskede Lange i 2005 og fortsatte:
"Havde nogen smidt noget på scenen? Det var jo ikke os! Én i forsamlingen var først med konklusionen og tog konsekvensen. Øldåsen landede midt på scenen med et skvulp og lå et øjeblik og pumpede resten af sit indhold ud over mikronfonledningerne. En dåse fulgte efter. Min ven og jeg kiggede forskræmt på hinanden. Kim J. stak fingrene i lommen og halede et grønt æble frem. På et kvart sekund forvandledes hans ansigt sig fra en arkitektstuderendes analyserende Lou Reed-kendermine til en kæk ballademagers."
Artiklen fortsætter nedenfor
Delte meninger
Lou Reed og hans band drog videre til Tyskland - dog først efter at have inviteret til pressemøde dagen efter koncerten for at forklare deres oplevelse af forløbet. I Jyllands-Posten havde man dog ikke megen forståelse for Reeds disposition:
"Lou Reed snød sit publikum, der havde betalt op til 79 kr. for billetterne. Det kan man ikke tillade sig i den branche", skrev John Christiansen i avisen og uddybede sit synspunkt:
"Ansvaret er ene og alene Lou Reeds. En erfaren musiker og showman må kunne vurdere sit publikum, og de 1.600 tilhørere i Vejlby-Risskov Hallen var rolige. Jeg tør roligt sige, at der næppe var kommet flere øldåser, hvis Lou Reed havde fortsat. Måske var han sur over den relativt matte stemning, og øldåsen blev brugt som en undskyldning for at stoppe".
Lou Reed vendte kun tilbage til Aarhus ved en enkelt lejlighed senere i karrieren. Det var i 2005, hvor han optrådte i Musikhuset med et sæt som - med undtagelse af et enkelt ekstranummer - var fuldstændig støvsuget for kendte og klassiske numre.
Om det var for at straffe aarhusianerne for deres idiotiske opførsel 28 år tidligere er uvist - men det er nu næppe tilfældet, for han havde samme numre med ved de andre koncerter på turnéen. Lou Reed ville være fyldt 80 år i marts 2022, hvis han ikke var død som blot 71-årig i 2013.