Hændelsen har bevirket, at Timothy nu har to anklager om kriminalitet mod sig
En mand ved navn Timothy Sled er blevet anholdt i Kingsland, Arkansas, efter at han angiveligt skød hul i en vandtank, der har et motiv af en silhuet af Johnny Cash på den ene side, for at få det til at se ud, som om kunstneren tisser, når vandet fosser ud fra hans skræv. Det skriver TMZ.
Hændelsen har bevirket, at Sled nu har to anklager om kriminalitet mod sig, dels fordi hullet i vandtanken forringer driften af en vigtig offentlig vandforsyning, og dels for hærværk. Hver dag mister byen Kingsland i Arkansas vand til en omtrentlig værdi af 200 dollars, cirka 1400 kroner, som strømmer ud gennem hullet. Det vil også koste 5.000 dollars, cirka 35.000 kroner at reparere hullet i tanken.
Countrylegenden Johnny Cash blev født i byen i 1932, og derfor er han blevet beæret ved at blive afbildet på vandtårnet. Kunstværket har nu "tisset" i over en uge, hvilket har ført til, at husholdningsvandet til byens 347 indbyggere er blevet misfarvet og har medført et lavt vandtryk. Det fortalte journalist Caitrin Assaf på den lokale tv-kanal Fox 16 News i en reportage, der kan ses herunder:
LÆS OGSÅ: LISTE: Hvem har skrevet originalen? Seks sange du (måske) ikke vidste var covernumre