Nyhed

Seksstjernede Caroline Polachek giver dansk koncert

Den amerikanske kunstner optræder i Store Vega til oktober

"Hvis al popmusik var så legesygt, velskrevet og ambitiøst, ville verden være et bedre sted". Sådan skrev GAFFAs anmelder - og uddelte samtidig seks flotte stjerner - da amerikanske Caroline Polachek udgav sit seneste album, betitlet Pang, tilbage i 2019. 

Den i dag 36-årige sangskriver, som slog igennem med bandet Chairlift tilbage i 2008, kan opleves på Heartland Festival om en måneds tid - og nu er det så annonceret, at hun vender tilbage til Danmark til efteråret for at give koncert i København.

Det er Store Vega, som kommer til at danne ramme om Polacheks besøg den 18. oktober, og billetter til 270 kroner (eksklusiv gebyr) sættes til salg fra 20. maj via Vega.dk, ticketmaster.dk og livenation.dk


Den franske sanger og elektropopmusik Oklou er support.  

Artiklen fortsætter under videoen


Det er langtfra kun GAFFAs anmelder, som har ladet sig overbevise af Polacheks sangskrivningshåndværk. Allerede i Chairlift-årene skrev og producerede Polachek for blandt andre selveste Beyoncé, og har siden arbejdet sammen med navne som Blood Orange, Charli XCX, Flume og SBTRKT.

Tilbage i 2013 søsatte hun både gruppen Ramona Lisa og synth-projektet CEP, sideløbende med arbejdet i Chairlift. Sidstnævnte gik i opløsning i 2017, hvorefter Polachek tog hul på en solokarriere, som har kastet indtil videre tre album af sig. Tidligere på året udgav Polachek singlen "Billions", som du kan se ovenfor.

ANNONCE